coboboblog

coboboblog

Morten Schelde

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Fri, June 16, 2017 10:43:06


MORTEN SCHELDE – en af samtidskunstens helt stærke profiler – udstiller pt ”New Paintings” hos Hans Alf Gallery.

Samtidig viser han en række smukke cyanotypier i blåtoner, som er et relativt nyt udtryk fra kunstneren.

Da jeg så udstillingen i går slog det mig når jeg stod overfor de store, farverige værker at her er den danske Daniel Richter (som for nylig kunne ses på Louisiana). En lighed i brugen af fluorescerende farver, tematik og figuration – og selve malemåden.

Da jeg gik fra galleriet skrev jeg lidt sammen med Morten Schelde, og det kom der et hurtigt ”Messenger”- interview ud af, da Morten var frisk på at svare på de ting jeg grundede over - og her er dugfriske tanker fra ham om udstillingen – indløbet kl. 23.30 i aftes:

”Du skriver at jeg kunne være ”en dansk Daniel Richter”, og hvad jeg synes om den sammenligning.

Det er da et kæmpe kompliment, for Richter er da klart én af dem jeg er begejstret for.

Hans arbejde udspringer af en lang tysk tradition, som jeg gennem mange år har været optaget af, så det er ikke tilfældigt at der er elementer i mine billeder, der kan minde om ham.”

1.Jeg kender dig mest tidligere fra dine tegninger i mere monokrome farver. Nu giver du den gas koloristisk. Er det et nyt kapitel – eller er jeg ikke opdateret?

Èn ting, jeg satte mig for er, at hvis jeg skal male, så må jeg for helvede da også male. Jeg har gjort mit bedste for at være så fri og åben som det er mig muligt. Ikke at lade mig begrænse på nogen måde, men give slip og hengive mig helt. Jeg synes jeg ser så meget maleri, hvor det er styret af begrænsninger. Det her er maleri uden indbygget undskyldning.

Mit arbejde med tegningen er gennemsyret af, at jeg arbejder med sådan et benspænd, nemlig den røde blyant. Den præciserer, når tegningerne fungerer, den fortælling, eller følelse jeg er ude efter. Men engang imellem er det fantastisk at slippe alle forbehold. Tegningen er tør, det er et langsomt præcisions- og tankearbejde. At arbejde med maleri minder for mig mere om sex, på den måde, at ja, well, for det første er der det taktile - det er åbenlyst vådt at arbejde med - men den følelse af, at jeg kan holde det i live med en slags sensualitet i måden jeg bliver ved at arbejde på. Måden strøgene lægges på. Ændringer. Jeg må hele tiden være opmærksom, lydhør overfor hvad der er det næste rigtige at gøre. Og så det, med at der hele tiden er 10.000 mulige træk. At arbejde all-over lærredet, i modsætning til min metode som tegner, hvor jeg typisk starter i den ene ende, og er færdig når jeg når nederste højre hjørne. Det er meget kropsligt for mig.

2. Vedr. oliemalerierne: Der er i hvert fald 3 tematiske tråde: Hunt, Giants og "hilsner" til andre kunstnere. (Udover dine mere kendte røde interiørbilleder). Hvad har du tænkt i forbindelse med disse temaer?

Jeg ved ikke hvad motiverne betyder, hvis de betyder noget. De er ofte en slags refleksioner af den verden jeg er i - jeg er en svamp eller en delvist ubevidst membran for verden, der passerer igennem mit sind, krop, sjæl. De store motiver - der er flere, hvor menneskefigurer ligesom kommer op og ud af landskabet, eller hænger sammen med landskabet, er skabt af landskabet måske. Trækker rødder i landskabet. Når jeg selv bevæger mig i et landskab, kan jeg med min opmærksomhed føle mig som ét med det. At det spejler en indre stemning, at det i øjeblikket er det samme som mig. Det hele er meget intuitivt båret. Malerierne har også deres egen natur, som skabes i en tradition, der både er historisk betinget og kunstig, konstrueret. Der er ikke andre regler end dem jeg selv vælger. Det er en langsom udvikling af mit eget sprog, som jeg hele tiden forsøger at udvide, og samtidig, i det enkelte billede, at udsige noget så præcist og komplekst som muligt. Alt på samme tid. I en personlig dialog med det, der går forud, mit eget univers, og motiver andre kunstnere har været over. Mennesker, landskaber, steder. Dyr, fantasifigurer. Ting, der opstår på lærredet. Det er en ny ting jeg har åbnet mig for gennem de sidste år - det, der opstår uden jeg forsøger at tænke det frem før det er der. De er fysiske erkendelser.

Mange af de små malerier er blevet til som en slags underbevidsthed for de store malerier. Det er jo nærmest i en surrealistisk tradition. Men det er på en helt konkret måde, de er opstået, med overskudsfarve fra de store, eller som små farveprøver, paletter der er malet videre på. Ligesom når man besøger en kunstner, og det eneste man egentlig synes om er paletterne. Dybest set handler udstillingen bare om maleri, og min måde at fortolke og brydes med konventionerne. Og det må også gerne være sjovt, som når der er hilsener til Monet eller andre. Men det må man selv gå på opdagelse i.

Jeg har arbejdet med maleri sideløbende med mine tegninger i en del år nu. Jeg malede meget i akademitiden, men på et tidspunkt gik jeg død i det. Jeg havde svært ved at finde noget, jeg syntes var mit eget sprog. Så begyndte jeg at tegne i store formater, og pludselig var jeg hjemme. I 10 år, kun tegning. Men hvis man kun bliver hjemme, rent kunstnerisk, dør man. Jeg gør i hvert fald. Så maleriet er en slags udebane, hvor jeg ikke kender resultatet på forhånd. Jeg havde længe gerne villet finde en farbar vej i maleriet, og anledningen kom i 2009, hvor jeg udsmykkede for Frederik og Mary på Amalienborg. Her valgte jeg kaste mig ud i maleri - en situation, hvor jeg havde alt at miste, fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle få et maleri til at matche mine tegninger i intensitet. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gribe det an. Det blev et meget kontrolleret maleri, men jeg er ved at lære at slappe af mens jeg maler. At give plads til pludselige indskydelser, at jeg kan gøre tingene på en anden måde end når jeg tegner. Det er et andet væsen.

3. Cyanotypierne - kan du kort forklare hvordan du gør? Og hvorfor du har fået lyst til at arbejde med dette udtryk?

Fotografierne, cyanotypierne, er et andet væsen igen. Jeg var for nogle år siden på tur med en fotograf, Hans Ole Madsen, der arbejder med pinholefotografi. Det var fascinerende at se ham slæbe rundt på sin store kasse af et fotoapparat i Wolfschanze i Østpolen, som vi var rejst til for at fotografere. Jeg spurgte om han ville undervise mig i teknikken, men det ville han sgu ikke. Prøv at arbejd med det digitalt, sagde han, for man skal virkelig være optændt af den hellige ild for at mestre den traditionelle metode. Det gjorde jeg så, udskiftede mit objektiv med kameraets dæksel, med et lille bitte hul i midten, som lyset spejler sig igennem, ind på sensoren. Det virkede rigtig godt. Jeg har fotograferet på den måde i nogle år nu. Det er fantastisk at man kan bruge det avancerede digitalkamera med en så primitiv, ur-agtig måde at lave fotografier på. Her på udstillingen har jeg så taget fotografierne tilbage til det analoge ved at fremkalde dem som cyanotypier. Man blander to kemiske komponenter med vand, smører opløsningen på papir eller lærred, og når den er tør, er den lysfølsom. Jeg har brugt solens lys som fotolampe. Så det er virkelig enkel alkymi.

Der er 24 små fotos på udstillingen, og to store på lærred, som er lavet uden negativ. Her har jeg brugt mig selv som skuespiller - jeg er troldmand, og jeg er “den hængte mand” på de to. De har et mystisk indhold, som kun kan forstås intuitivt. Men det er jo noget med indre forvandling. I de små billeder, som altså er mine bløde pinhole fotos, var jeg ude efter en stemning af tidløs sommer, som man husker den for 100 år siden, måske aldrig. Igen er der mennesker, børn, mænd og kvinder, og antydninger af billeder og steder man kan genkende og alligevel ikke.


”New Paintings” kan ses til 1/7 2017 – Cyanotypierne kan ses til i morgen 17/6.



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.