coboboblog

coboboblog

Rasmus Albertsen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Wed, September 20, 2017 14:10:34


KUNST SKAL RAMME DIG I BOLLERNE!

Læs her et skønt interview med kunstneren RASMUS ALBERTSEN fra Aalborg, som jeg spår en stor fremtid! Han hader fortænkt teoretisk kunst, maler fordi han keder sig og er – måske – uden selv at vide det, en del af en ny, ekspressionistisk stil i malerkunsten, hvor man giver fuck i regler og akademisk tradition og bare maler løs.

Fra på lørdag – 23/9 – er han en del af Galerie Wolfsens 25 års jubilæumsudstilling ”Cirkus Wolfsen” i Aalborg.

Han er uddannet på Umeå Academy of Fine Arts i Sverige i 2010 og har været omkring forskellige kunstneriske udtryk før sit nuværende: Oliemalerier på lærred eller plade.

1.Når jeg ser dine billeder tænker jeg umiddelbarhed, en casual, rå malemåde og et syret univers. Hvad siger du til det? Og hvis du er enig, hvorfor er det så blevet sådan for dig? (Dine værker er sådan lidt: No Bullshit agtige…)

Sandt nok, det er jeg enig i. For eksempel maler jeg med spartel - jeg orker ikke at holde styr på pensler og gå og skylle dem og gå op i den slags. Det skal bare køre derudaf uden for meget besvær. Jeg er meget utålmodig. Ofte laver jeg et maleri på en dag. Derefter kan jeg gå i flere dage uden at få lavet noget, men dog stadig tænke over hvad det næste skal være.

2. Dine billeder er befolket af FUGLE - men i ambivalente positurer og ofte forvrængede kroppe, ulækre og uhyggelige måske. Hvad forbinder du med fuglene, og er du selv et ambivalent mørke/lys menneske - mellem melankoli/uhygge og humor/uhøjtidelighed? Hvad er det, ambivalensen og det mørke kan?

Jeg forbinder fugle med frihed. Og ja, den analyse er nok meget godt ramt - det er jo lettere skræmmende at du kan læse det ud af dem, men måske er det ret tydeligt… Det er lidt som når en person der er tæt på mig bedre forstår det malerierne handler om end jeg gør og jeg tænker “nåe ja” når personen analyserer dem… Altså jeg er nok gennemsyret af en ambivalens overfor det meste og forstår f.eks. ikke dem som har en klar mening om alt. Jeg har (nok) et ret relativistisk livssyn og brækker mig over tendensen med at kunst skal være så teoretisk - men den tendens er efterhånden lidt passé tror jeg. Man kan jo håbe. Aner ikke hvad den ambivalens kan som sådan… men det er jo cool at man kan se min person i det jeg laver og det ikke bare er noget sterilt overtænkt teori-kunst.


3. Kan du fortælle lidt om din baggrund? Opvækst - at vælge at blive kunstner/hvorfor du blev det? Hvorfor er du uddannet i Sverige? Og hvordan former livet som kunstner sig for dig i dag?

Jeg voksede op i en lille by udenfor Aalborg, hvor jeg aldrig følte jeg passede ind. På et tidspunkt blev jeg nysgerrig på samtidskunst… jeg kan huske jeg var på biblioteket og fandt en bog hvor Gilbert & George havde et værk på forsiden og jeg tænkte ”what the fuck??”! Men jeg blev bare mere og mere fascineret af det og har aldrig sluppet den følelse. Så begyndte jeg at forsøge selv, og kom på Kunsthøjskolen på Ærø hvilket var fuldstændig mindblowing.

Da jeg søgte på akademiet VILLE jeg ind, derfor søgte jeg i hele Skandinavien og så endte jeg i Sverige.

4. Det er jo helt nærliggende at tænke Naebleroed når man ser dine værker… Er du inspireret af ham? Irriterende at blive sammenlignet med ham? Kender I hinanden?

Åhh haha… ja den har jeg hørt før, og ja det er irriterende (men også cool nok fordi jeg synes han laver fede ting) Jeg lærte først hans kunst at kende relativt for nylig, og jeg kan godt se nogle ligheder. Jeg kender ham ikke personligt nej. Det er vel det der med at man næsten altid bliver en del af en tendens i den tid man er i … men håber man er Van Gogh-unik og original. Det er nok svært at undgå.


5. Jeg tænker også på en bølge af ny-ekspressionistisk, naivistisk præget kunst, når jeg ser dine ting. F.eks. Dan Schein, Todd Bienvenu, Ellison Shaune og yngre kunstnere på akademiet lige nu. Kender du dem? Eller stilen? Kunne godt tænke mig at høre din mening om hvorfor en forholdsvis naiv, lidt barnlig og fandenivoldsk stil vinder frem i disse år.

Kender dem kun fordi jeg lige har googlet dem. Det er først nu hvor du gør mig opmærksom på det at jeg tænker - ja den bølge er jeg nok en del af. Så ja - igen - med det relative, fedt at være en del af noget nyt, samtidigt som jeg troede jeg var helt unik! Haha… Jeg tror den stil vinder frem som reaktion mod alt den fortænkte højtragende kunst der har været fremme. Hvorfor skal jeg have en doktorgrad i filosofi for at forstå dit værk med en mursten du har lagt på en 3D-printet symaskine? Jeg synes det er en arrogant og nærmest latterlig indstilling til kunst - kunst skal ramme dig i bollerne!

5. Hvad vil du gerne opnå med din kunst? Hvad drømmer du om? Har du en mission/agenda? Hvad synes du generelt kunstens rolle i samfundet bør/skal være? Hvad synes du om kunstverdenen lige nu?

Jeg maler fordi jeg keder mig gudsjammerligt her i livet. Så det jeg vil opnå er ikke at kede mig og det går meget fint. For et stykke tid siden hørte jeg én sige at det mest sandsynlige formål med livet er at lave kunst, hvilket jeg er enig i (det kræver nok en længere forklaring, men det må blive en anden gang). Sådan som samfundet er indrettet synes jeg kunsten har en underlig rolle - i forhold til at jeg lægger alt hvad jeg har på et stykke lærred som så bliver solgt for x beløb til at hænge på en væg et sted. Men jeg skal have noget at leve af, så… Men ja, jeg har ingen løsninger på det, eller noget andet for den sags skyld.

6. Sluttelig: Hvem beundrer du? Kunstneriske forbilleder? Indflydelser på dit eget…? Du har værksted sammen med Tommas Jørgensen… Influerer I på hinanden? (Han maler jo mildt sagt helt anderledes…)

Jeg synes John Kørner og Tal R er gode. Så er der også en som Henry Darger, og andre “outsider” kunstnere - Ovartaci for eksempel.

Ja, jeg deler atelier med Tommas Jørgensen, han er jo en teknisk mester og jeg spørger ham af og til til råds. Men ja det er jo fuldstændig vidt forskellige stilarter. Jeg har sådan en indstilling at hvis man har lyst til et eller andet så er det bare med at komme igang… så lærer man det hen ad vejen. Jeg er glad for de råd Tommas giver, men vi blander os ikke så meget i hinandens arbejde.

Rasmus Albertsen er repræsenteret hos Galerie Wolfsen i Aalborg og som nævnt aktuel fra på lørdag 23/9 i jubilæumsudstillingen ”Cirkus Wolfsen”.


facebook.com/albertsenrasmus

Instagram @rasmusalbertsen



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post55