coboboblog

coboboblog

Kirsa Andreasen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Fri, May 12, 2017 17:05:10



Jeg har i flere år fulgt og elsket KIRSA ANDREASENS malerier.

Det er derfor en stor fornøjelse nu at kunne bringe dette interview med hende:

1. I dine billeder er der i høj grad tale om figur og grund. Det første man får øje på er figurerne - på lang afstand ofte.

Hvorfor er de så "enkle", store og ofte lidt uhyggelige?

Korrekt, ved det umiddelbarre første øjekast, træder to verdener frem, viuselt udtryk og teknisk greb står tydeligvis i kontrast til hinanden. Den todimentionelle aktør træder ind over -og ind i- en dybere natur og bevæger sig på sin vis i naturen, som var den klippet ind i en fortælling fra en anden verden.

Men aktøren står altid i direkte sammenhæng med naturen. Aktøren kan ses som en forlængelse af naturen. Derfor træder naturen ofte gennem figuren. Det er menneskets natur, der som et akt over alle toner, fra det lyseste til det mørkeste, interesserer mig. Der er ikke tale om et tilvalg af 'uhygge' men om en skildring af alle disse toner og tilstande, der omfavner og indeholder hinanden.

Eksempelvis noget så klichéfyldt, håbløst umoderne og farligt, som kærligheden, den momentære lykkerus, i dén ligeledes skrøbeligheden og tabet, smerten og friheden, det at sættes fri.

På sin vis er det altså tvetydigheden og de mange ambivalente toner, hver enkelt tone bærer i sig, jeg forsøger at indfange. Aktørernes abnormaliteter, manglende, udflydende eller transparente lemmer afspejler psykens normaliteter, i sin enkelthed altså menneskets natur. Natur og menneske bindes sammen.


2. Når man så kommer tættere på dine billeder og fordyber sig, åbenbarer naturen sig altid i baggrunden, malet i en hel anden stil - guldalderagtig kalder nogle den.

Hvorfor arbejder du i denne kontrast mellem den minutiøst malede baggrund og den grove figur? Hvorfor egentlig ikke omvendt, når nu det er mennesket, du har i centrum?

Naturligvis er der mange valg i løbet af skabelsen af et værk, men selve sproget er i min kreative proces ikke et valg. Med det mener jeg, at det ikke er en fastlåst hensigt, der ligger bag udtrykket. Naturen bearbejdes som den gør, og aktøren bebor naturen, som den gør, ikke grundet deciderede valg, men fordi det er det sprog, jeg kan tale nu. Værket træder selv frem. Man kan sige, at jeg giver det plads. Den dag det ikke træder frem således, vil værkerne ændre karakter.

Rent malerteknisk tilkender jeg ikke større værdi til det minutiøst malede, end til det umiddelbart 'grovere/enklere' billedsprog. Dertil skal det siges, at jeg, til trods for den stramme kontur, oplever aktøren langt mere ekspressiv og i familie med E. Munch, end med feks naivismen, som jeg eksempelvis ikke føler mig forbundet med.

'Gad vide hvor mange, der først og fremmest ser dine billeder som 'rene' figurtableauer, og hvor mange der ser vemod og vold', skrev min kollega Bertil Skov Jørgensen til mig en dag og måske er der nogle, eller enddog mange, der udelukkende læser øverste lag af historien grundet det enkle billedtekniske greb.

Naturens værdi i værket, står på linje med værdien af menneskets natur, da det er en samme. Naturen skal ikke ses som en scene til en rolle i centrum, men som kilden og det råstof, der ligger til grund for dramaet som helhed.

Rent lavpraktisk er det naturen, der vælger aktøren, landskabet kommer så at sige først. Sidenhen træder figuren ud af naturen, i skitseform, hvorefter den finder sin plads i landskabet.

Analysen, der kan laves, når værket står alene, fortæller om naturens storhed, der afspejler den universelle rygrad og om naturen der lever videre i aktøren. Menneskedyret som natur i naturen. En tidsløs essens, der forbinder mennesket på tværs af tid, herkomst og køn og hvisker det kollektive minde.


3. Hvad er det for dig at male? Hvad får du ud af det? Hvad kan kunst? Hvad vil du gerne udtrykke i DIN kunst?

Jeg havde engang en fin længere diskussion med en filosof, der mente, at det ikke kunne passe, at jeg arbejdede blot for mig selv, dvs. som følge af en nødvendighed for mig. Han mente, at jeg var afhængig af en modtager til mit værk, før det kunne retfærdiggøres. Vi nåede aldrig til enighed, og fortsat arbejder jeg ikke for at mit værk skal modtages af en beskuer.

Dertil skal naturligvis tilføjes, at det er interessant at opleve, hvordan værket modtages på godt og ondt. Men jeg arbejder bevidst på, netop ikke at lade den skabende proces farves af dette.

Hvis jeg skal trække nogle af kunstens mange værdier frem i lyset, vil det være evnen til at trykke dér, hvor det gør ondt, kunst kan belyse de usete nuancer og taler et sprog der, som andre kunstarter, rækker udover ordforrådet. I kunst kan man mødes på et højere bevidsthedsniveau.

Jeg længes. Det er nok længslen der er en af de største drivkrafter i mit værk. Det hænder, at kunsten løfter mig til et højrere bevidsthedsniveau. Når det punkt nåes er alt på rette sted.

Det er menneskeånden, der rejser gennem tiden i en lånt natur, der interesserer mig. At sammensmelte alle tiders natur med nutiden. Naturen i mennesket. Universet i naturen og deraf universet i mennesket.


4. Hvordan synes du det er at være kunstner i Danmark? Er det svært? Her tænker jeg på kunsten som levevej, samarbejde med gallerister, konkurrencen med andre kunstnere, brødnid, misundelse måske. Eller det omvendte? Hvordan befinder du dig på kunstscenen?

Jeg kan kun sammenligne det at være kunstner i Danmark, med min fortid som kunstner i Spanien, og det er på mange måder en anden oplevelse at være kunstner i Spanien. Sydpå blomstrer der en kunstner på hvert gadehjørne. Kunstens fag er for dem, der ønsker det og brænder for det, ikke kun for de få.

I Danmark 'ikassesætter' samfundet efter profession og man vil som kunstner, uomtvisteligt møde spørgsmålet 'kan du leve af det?', så snart man har svaret på spørgsmålet om sit virke. Det spørgsmål kom sjovt nok aldrig i Spanien, hvilket giver et godt billede på bla. kunstens placering i de to forskellige samfund.

På den danske kunstscene bevæger man sig på forskellige etager alt efter genre og stilart, og man mødes ikke så tit på etagerne, hvilket jeg ser som et tab. Jeg kunne ønske mig en større mangfoldighed på den danske kunstscene.

Mangen tilflytter/dannet andetsteds end i Danmark kan nok genkende følelsen af at bruge uanseligt mange kræfter på at åbne døre, der hidtil ellers havde åbnet af sig selv. Men ting tager tid, og man skal i al evighed være sejlivet og stædig.

Livet som kunstner er langt fra et glansbillede, men -og netop derfor- er jeg taknemmelig for at kunne fordybe mig i kunsten, jeg kunne ikke trække vejret uden.



5. Nogle mener at kunstneren skaber ud fra et melankolsk sind, et mørke i sig? Har du et følsomt sind? Kender du mørket som skabende kraft? Maler du dig ud af noget? Eller er du omvendt en "overskuds"-kunstner, der maler ud fra drive og livslyst? Hvad mener du helt generelt er kunstnerens drive?

Jeg har været lidt inde over det tidligere, mit drive, længslen. Længslen efter at komme 'ud over' kroppen.

Jeg arbejder med kunst, fordi det er en del af min måde at leve på. Jeg tror ikke, man kan separere kunstneren fra værket.

En kunstner er altid er 'på arbejde', verden opleves, med farlig risiko for at lyde selvhøjtidelig, på særlig vis gennem en kunstners sanser, deraf formidles kunsten. Der sidder, til eksempel, et væld af heldigvis usynlige antenner omkring min hud, der berører i alle retninger og mærker alle nuancer af det sagte og det usagte, lys, mørke, fløjl og salt.

Som guldaldermalerne, der stod i naturen og derved besjælede naturen i deres værk, har de scener jeg skaber, været igennem mit oplevelsesapperat. Hvis ikke de havde været det, ville de blot være analytiske deduceringer af dette eller hint. På den måde maler jeg, som Pollock sagde om sit eget værk 'det jeg er'.




Tilknyttet galerie Wolfsen i Aalborg.

https://www.facebook.com/galeriewolfsen og http://www.kunstgalleriet.no/ i Stavanger.

Hjemmeside: http://kirsaandreasen.com

Instagram: @kirsaandreasen

Facebook: Kirsa Andreasen





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post47