coboboblog

coboboblog

Ole Tersløse

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Sat, February 11, 2017 22:38:32


I dag kan du møde kunstneren OLE TERSLØSE – i et interview om hans særegne billeder, der forfører dig til at tro, at du møder skønhed, men hvor du i virkeligheden møder et absurdt og surreelt spørgsmål til vore livsvilkår og den virkelighed, vi tror vi har greb om...

1. Du er én af de få billedkunstnere i verden, hvis værker er computerskabte 3D billeder, som bliver printet og sat bag glas i forskellige former.

Kan du kort beskrive hvordan din arbejdsproces er?

Først tegner jeg skitser i hånden, hvor jeg planlægger billedets komposition akkurat som en klassisk maler ville gøre.

Herefter modellerer jeg de enkelte billedelementer op som små virtuelle skulpturer i moderne 3d-animationsprogrammer. Her arbejder jeg faktisk som en skulptør, idet jeg må tænke i 3 dimensioner.

Endelig samler jeg de enkelte elementer i det, der kaldes en "scene" - dvs. et konstrueret rum i 3d-programmet, hvor man kan lege med forskellige lyskilder og kombinere 3d-elementerne på forskellige måder. Her tænker jeg som en fotograf og til dels også som en koreograf, der vurderer aktørernes placering og samspil med hinanden og i forhold til teaterscenens kulisser.

Det er, som du ser, et meget komplekst workflow, og kompleksiteten er interessant, fordi hvert greb skaber betydninger og betydningsforskydninger, som ikke alle kan genereres, hvis man blot opholder sig i én traditionsdannelse f.eks. fotografiets.

Taler vi om fotografi, hvilket er nærliggende, da mine værker teknisk udføres som lambdaprint (lambdaprint er den industrielle standard for kunstfotografi udført direkte fra en digital billedfil), er det værd at bemærke, at det tit er vanskeligt for fotografer at forskyde fotografiet i forskellige stilistiske retninger, som f.eks. en maler vil gøre. Som fotograf er man jo afhængig af den optagelse, man har taget som udgangspunkt.

I 3d-animationsverdenen, som jeg arbejder i, kan man populært sagt gøre, hvad man vil, og det betyder, at man kan trække på subtile kunsthistoriske referencer, akkurat som en maler eller skulptør kan gøre. F.eks. virker mange af mine figurer stivnede og forstenede, hvilket er et træk, jeg har lånt af den sene Poussin (barokklassicistisk fransk maler).

Når jeg skal skabe mine menneskefigurer, kigger jeg tit på græske statuer og klassiske malerier, for at finde den rette positur. Her vil man som fotograf igen i langt højere grad være i lommen på sit medie, fordi de personer man afbilder, selv vil vælge de positurer, det forekommer dem naturligt at indtage.

Ved at gøre brug af greb fra traditionsdannelser fra vidt forskellige medier (skulptur, maleri og fotografi) bliver mine værker ikke blot kontemporære størrelser, men rummer samtidig en form for fortælling om, hvordan vi op gennem århundreder som kunstnere har forsøgt at genskabe - og dermed forstå - verden.

Mine arbejder er derfor nok nutidige, men trækker kølvand langt ned gennem den vestlige kulturs historie. De er som urværker, der nok kan angive nutiden præcist, men består af ældgamle tandhjul, som den vestlige kultur måtte bakse med i århundreder, før de endelig begyndte at virke.

2. Du beskriver en surrealistisk, fremmedgjort og uhyggelig verden i mange af dine værker? En verden præget af ensomhed, desorientering og mangel på kommunikation, præget af hjælpeløshed og desperation måske... Er verden et grumt sted at være?

Jeg tror, det er rigtigt at min billedverden virker uhyggelig på mange, og tit fremstilles også traumatiserende begivenheder i mine værker. En kvinde kan ligge med opsprættet mave i et havnemiljø, uden at de andre personer på kajen bemærker det (Øverst: The Harbor at 5 PM, no 1 & no 6). Et mediterende barn skyder sig selv en kugle for panden (Herunder: Suicidal Child Killing a Bird by Accident).

Det er imidlertid kendetegnende for mine bestræbelser, at værkerne så at sige ikke ender med fremstillingen af ulykken. Snarere er der tale om en chockeffekt, der åbner op for spørgsmål, der dårligt kan besvares. Hvorfor får kvinden blot lov at ligge ubemærket på kajen, mens de andre personer er optaget af at fiske eller fange en hat, der er faldet ned i havnebassinet? Hvorfor begår den mediterende dreng, der udstråler indre fred og ro, selvmord, og hvorfor er han så uheldig at ramme en fugl ved samme lejlighed?

Det er disse gåder, der har min interesse. Egentlig er der tale om en form for surrealisme, hvor absurditeten ved sammenstillingen af ikke-sammenlignelige størrelser er flyttet over på det tematiske plan. Hvor de gamle surrealister forsøgte at indfange tilværelsens til tider afskrækkende, men også altid fascinerende mysterie ved at sammenstille ting, der stod i grel modsætning til hinanden, forsøger jeg noget lignende ved at skabe scenerier, der rummer så store modsætninger, at de ikke kan sættes på en fortolkende formel.

Dybest set laver jeg vel den slags billeder, fordi jeg tror, det er sådan, vores skæbne i verden er. Hver gang vi synes at have forstået noget vigtigt om tilværelsen, viser det sig at vi til dels tog fejl, fordi der var uendeligt meget mere, vi ikke havde fokus på, og vores fortolkning af verden styrter derfor sammen i brudflader, der ikke kan forenes. Er dette vilkår "grumt". Ja, men det er også det, der gør, at verden forbliver en form for fortryllelse, vi aldrig "kan komme ud af".

3. Du bruger i den aktuelle udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum - Lost in the Clouds - og i flere af dine seneste udstillinger - børn som billedbærende element. Hvorfor det?

Barnet udgør for os voksne en form for paradoks. Vi kan alle huske vores barndom, og så vidt er den noget af det mest velkendte, vi har. Men som voksne er vi for altid forandret i forhold til det barn, vi engang har været.

Vi kan ikke rejse tilbage i tid og finde ud af, hvordan vores barndom egentlig var. Den er og bliver et sted, der er tabt for evigt, og derfor bliver den på samme tid et fremmed, forjættet land, vi har mistet adgang til.

Det er i denne sammenhæng, jeg ønsker mine børn skal ses. De markerer vores erkendelses randområder. Vi burde kunne huske, hvordan vi tænkte, følte og reagerede som børn, og på den måde skulle vi kunne leve os ind i børnenes verden og forstå deres adfærdsmønster, men alligevel kan vi tit ikke følge eller forstå dem alligevel. Er barnet, der kører et andet barn over og deler ham på midten chockeret eller bare overrasket? (Herunder 1: Child Loosing Direction). Forstår han overhovedet hvad han har gjort? Er drengen, der fisker ned fra skyen og ud i den tomme luft klar over det formålsløse i sin aktivitet? (Herunder 2: Child Fishing into the Thin Air) Vi ved det ikke, for vi har glemt, hvordan det var at være barn...


4. Jeg er interesseret i den æstetik, der på den ene side er i dine værker - og så den ækelhed, utilpassethed og smerte, de skildrer. Det er som om du forfører beskueren... man tror man nærmer sig et lækkert billede, og vups! - så står man overfor noget ubehageligt. Er det noget, du kan sige lidt om? Knytter det an til et livssyn hos dig?

Om det handler om et livssyn, ved jeg ikke, men det handler i hvert fald om en fascination af en kompleks æstetik, vi også finder i f.eks. manieristik kunst (perioden mellem renæssancen og barokken).

Adskillige nutidskunstnere arbejder i en form for opposition til et klassisk, æstetisk paradigme, hvor man forsøger at forene det gode det sande og det skønne, og dyrker derfor det hæslige, det kejtede og det grimme. Jeg synes kort og godt, det bliver enormt kedeligt og forudsigeligt.

Ved at skabe glidninger mellem det ækle og det lækre - en regnorm kan være lækker og forførende i kraft af sin fetish-agtige, blanke overflade, men bliver netop ulækker, når man afkoder den som orm - rejser jeg tvivl om, hvori den behagelige sansning består. Du nævner selv begrebet "forførelse". Tit er det de sansninger, som både fremkalder lyst og ubehag, der får magt over os, og derfor er i stand til at forføre os. (Herunder: Ashamed Child).

5. Hvorfor blev du kunstner? Hvad tænker du om den danske kunstscene lige nu? Har kunsten en overordnet mission at leve op til? Har man en forpligtelse som kunstner?

Jeg tror, jeg blev kunstner, fordi jeg fik mulighed for det. Her taler jeg ikke blot om den institutionelle mulighed, der ligger i at kunne uddanne sig som kunstner, jævnligt lave udstillinger, foretage salg osv. Muligheden forstår jeg mere som noget eksistentielt.

Min far led altid over aldrig at blive forstået. I sine sidste leveår kunne han se, at det begyndte at lykkes for mig som kunstner, og det var som om han åndede lettet op, hver gang jeg kunne fortælle en ny succeshistorie. Jeg har tit følt, at jeg delte skæbne med ham, fordi jeg ligesom ham har svært ved at erkende indenfor tidsåndens og den politiske korrektheds rammer.

MEN i modsætning til ham, blev jeg ikke bare affærdiget som særling eller kværulant, fordi jeg kunne aktualisere mine tanker som kunst, og blev ved med at gøre det, til folk til sidst så småt begyndte at acceptere, at der måske var noget i det jeg laver. M.a.o. fik jeg den mulighed for accept, som han selv altid følte han manglede.

Den danske kunstscene er præget af et meget usundt klima. Gallerierne har de sidste mange år haft stigende indflydelse, hvilket betyder at kunstscenen overbefolkes af ureflekterende "glade malere", som laver ligegyldige skilderier, der er lette for gallerierne at sælge. Institutioner som Statens Kunstfond og Carlsbergfondet, der tit opfattes som garanter for kunsthistorisk og -kritisk saglighed, udgør på den anden side en form for falske autoriteter, der afsiger vilkårlige domme, om hvad der er god og dårlig kunst. Det hindrer tit folk i selv at tage stilling og udnytte det potentiale, der ligger i kunstværkerne, da de "sagkyndiges" vurderinger antages at være rigtige - "når Statens kunstfond siger at..., så er det nok rigtigt!"

Den såkaldt provokerende, grænseoverskridende kunst, der profileres som "den ægte vare" i modsætning til de konsumvarer, gallerierne langer over disken, er, når det kommer til stykket, sjældent mere nyskabende end de evindelige glade malerier, der hænger hos tandlægerne og på advokatkontorerne. Der er snarere tale om ritualer, der gentages i det uendelige, fordi det én gang er vedtaget, at det her er skideprovokerende, og det er dejligt bekvemt, da ingen inden for kunstinstitutionens egne rækker længere bliver provokeret af det alligevel.

Kun yderst få har lyst og mod til reelt at tænke nye tanker. Men hvis kunsten har en mission og en forpligtigelse, må det være at støtte de kræfter i mennesket, der REELT fører os ind på ukendte territorier, og således forhindrer vores kognitive og emotionelle erkendelsesvækst i at stagnere.

Læs mere: http://www.terslose.dk/

Aktuel udstilling:

"Lost Kids"

Vendsyssel Kunstmuseum

10.12 2016 - 05.03 2017

Kommende udstillinger:

GENIUS LOCI

Drostei Foundation

Pinneberg, Hamburg

10.09 2017 - 15.10 2017

Trans-figuration

Rothko Centre

Daugavpils

Udstilling omkring årsskiftet. Endelige datoer er ikke fastlagt endnu.

Child Knocked Down by a Falling Leaf

Hiding Child





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post46