coboboblog

coboboblog

Tale Øksendal

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Thu, November 24, 2016 11:43:56

Mød maler og interiørkunstner TALE ØKSENDAL i dette åbenhjertige, stærke interview, hvor hun fortæller om det uskønne, konfliktstoffet, det svære ægteskab, følelsesmæssige afsavn og det kønnede blik som temaer i sin ”socialrealistiske” kunst – en Feminist og Fighter – pakket ind i lyserøde pasteller!

1. Hvad er din vej ind i kunsten? Hvorfor blev du kunstner?

Lad mig starte med at referere til den svenske forfatter Tom Malmquist. Han siger frit citeret at en af hans grundlæggende holdninger er, at livet er totalt meningsløst men at kunsten er meningsfuld fordi man i kunsten kan se mening med det absolut mest meningsløse.

Et behov for at skabe mere mening i mit liv - i særdeleshed mit arbejdsliv - var en af de stærke drivkræfter da jeg i 2005 forlod en større IT virksomhed efter 17 år i den finansielle sektor. Efter noget der lignede 10 års mistrivsel i mit arbejdsliv kom muligheden for at træde ud og ind i noget nyt da IT virksomheden tilbød et lille fratrædelseshonorar for frivilligt at opsige min stilling.

Denne pose penge samt et anseligt beløb på overtidskontoen ryddede de økonomiske forbehold af vejen for at ”komme ud af skabet” som kunstner.

Jeg har generelt en stor længsel efter at føle mening med alt hvad jeg foretager mig. Noget der skaber en stor indre uro. I virkeligheden handler det nok også om en selvopholdelsesdrift hvis essens er at forsvare min ret til at være i verden. Dette ledsages af – eller måske er det roden til - min ustoppelige skabertrang og kreativitet.

Tak og lov for at der i min tilværelse nu findes de der ting som er større end mig selv og som giver det hele et skær af meningsfuldhed. For det første mine 3 uerstattelige børn - dernæst den udforskning af livet som mit professionelle liv nu tillader gennem kunsten.

2. Du laver både malerier og interiør - hvorfor?

Hvad giver det dig at arbejde i begge medier?

Da jeg for alvor gjorde kunsten til min primære profession i slutningen af 2005, var det maleriet jeg allermest længtes efter at komme i gang med. Et indre billede af de store lærreder og at arbejde med de fortællinger og farvesammensætninger som jeg fandt interessante.

Samtidig har jeg fra 12 års alderen arbejdet med tekstiler både til beklædningsgenstande og interiør. I starten af 90’erne uddannede jeg mig som dekoratør. Siden har det været naturligt at tænke mit interiør i sammenhæng med mine billeder som kompositioner i ”grupper” og ”rum”. Jeg kan slet og ret lide at bevæge mig mellem de to medier fordi de byder på variation i den kreative proces og passer ind i min sans for at tænke i ”grupper” og ”rum”. Videre understøtter dette at der findes en helt egen ”Tale Øksendal” stil.

Ved at vise en sammenstilling af interiør og malerier viser jeg beskueren at min kunst godt kan hænge i et privat hjem. Mange af mine værker udforsker situationer og følelser som kræver noget af beskueren. En sammenstilling bestående også af æstetiske og ”ufarlige” elementer dæmper kravet om ”forholdensigtil” og folder beskuerens forestillingsevne ud.

3. Hvad er din agenda? Du har ofte stærke kønspolitiske aspekter i dine værker - kan du sige lidt om dit drive/ din indignation?

Det smukke er dejligt og det skønne gør godt. Jeg kan bare ikke forlige mig med at det skulle være nok for min egen del. Indtil videre har det uskønne og konfliktstoffet været en stor inspirationskilde for mig. Det svære ægteskab, kvinderollen og ensomheden er helt klart overskriften for meget at det jeg laver.

Beskuernes første reaktion er tit at smile af den her slags nymodens socialrealisme - som grænser til navlepilleri – og hvor jeg tydeligvis antyder at overflodssamfundet byder på både nye og gammelkendte udfordringer af eksistentiel karakter.

Jeg er i overvejende grad en samfundsdebatterende kunstner hvor følelsesmæssigt afsavn er et tilbagevendende tema. I dét ligger kommentaren til nutidens mellemmenneskelige relationer – i særdeleshed parforholdet. Videre en udforskning af vores evne til at forvalte personlig frihed. Er vi i realiteten frie?

4. Dit farvevalg er meget specielt – nogen har beskrevet det som at du driver farven til det hvinende. Hvad vil du udtrykke med det? Hvad betyder farverne for dig?

Jeg arbejder primært på lærred, hvorpå farverne lægges i mange tynde lag med pensel og klud. Farverne er akrylbaserede og paletten tit sammensat af det jeg vil betegne som ”pastælle camouflagefarver”. Dette sidste fordi der opstår noget interessant i spændingsfeltet mellem farve og fortælling når fortællingens alvor nærmest ”pakkes” ind i pasteller.

Jeg søger også tit det felt hvor farverne kommer til at ligge og vibrere en smule op ad hinanden. Dette ses særlig i min brug af de gulgrønne mod de blågrønne og de gulrøde mod de blårøde.

Grundtonen i mine fortællinger er ofte ironisk med surreelle elementer. Symbolbrugen er væsentlig og materialiseres tit ved hjælp af skabelontryk.

Ovennævnte tilgang til farverne kombineret med anvendelsen af visuel struktur i form af mønstre er nogle af særtrækkene ved min kunst og mit design.

5. Når du er politisk kommenterende i dine billeder, hvad har du så af kommentarer til det, at være kvindelig kunstner i Danmark?

Jeg har tit været frustreret over at jeg først som 40årig tog springet og besluttede mig for at tage mit ønske om at arbejde med kunst alvorligt. Samtidig ser jeg at denne omstændighed har givet mig en væsentlig ballast der har virket fordrende for mit idekatalog. Der er en slags indignation og erfaring som kun har kunnet modnes ved livserfaring. Videre er de valg jeg selv har foretaget også direkte årsag til at jeg overhovedet kan lave de billedfortællinger jeg gør.

De mange første år af mit erhvervsliv havde jeg en blind vinkel i forhold til dette med køn. Jeg har en højere uddannelse i økonomi og administration, derefter en 20-årig karriere i det private erhvervsliv. Først efter at have fået børn i 30 års alderen, gik det op for mig at der var og er reelle kønspolitiske hængepartier. Fra det tidspunkt blev det meget tydeligt at andres (læs ægtemandens) tid og opgaver var (er) mere dyrebare og vigtigere end moderens og erhvervskvindens tid og arbejde. I mange år var der i realiteten kun ét reelt legitimt behov i min hverdag – dét at dække andres behov. Dersom man ikke er udstyret med en overordentlig servil og selvudslettende natur gør dette ondt i længden.

Der er også en anden side. Fordi kønspolitik er et halvpinligt tema er det fortsat svært at stille op med krav og regler på området. Jeg havde selv aldrig haft mod til at tage barselsorlov, var det ikke for den lovfæstede ret jeg havde til det. Dette til trods for at min holdning var at det er det rigtige og ansvarlige at gøre. Det kræver mod at kræve barselsorlov og gå på barsel. Hvorfor skulle mændene have mod til at tage barselsorlov som der ikke findes en lovfæstet ret til? Vi bliver ved med at lade denne skævhed fastholde kønnene i nogle mønstre som i sidste ende hverken gavner forældre, børn eller samfund.

Jeg har også observeret at relativt mange kvinder der gør det virkelig godt karrieremæssigt, desværre fastholder ovennævnte blinde vinkel i det meste af deres erhvervsliv.

Denne idé om at kvindekønnet helt og holdent selv er skyld i at det ikke bliver taget alvorligt – ”det manglende ben i næsen”. Samtidig denne forældede forestilling om at man automatisk får som fortjent – både på godt og ondt. Det gik alt for sent op for mig at man selv skal kræve sin ret – retten til i familien at dele pligter og rettigheder. Videre at insistere på ”at blive set”. Dette er fortsat en akilleshæl for mange kvinder – og når man så som kvinde bliver set – så er det kun meget sjældent med et ukønnet blik. Da min karriere i det private erhvervsliv for alvor var ved at tage fat var jeg fortsat i 20-erne, og fra halvgamle finansmænd manglede der ikke hints omkring både hvordan mit køn nok havde været i spil på vejen op ad karrierestigen - og at jeg skulle passe på at jeg ikke bare var en ”pauseklovn” mv. Man får ikke automatisk som fortjent og halvgamle karrieremænd hviler ikke nødvendigvis i sig selv.

Jeg kan i øvrigt huske reaktionen da jeg stoppede mit karrierejob i 2005 og forkyndte at jeg nu ville arbejde med kunst. Der var selvfølgelig nogle enkelte som var fulde af beundring – men de fleste i mine omgivelser udtrykte vantro og tegn på latterliggørelse. Hvilke tanker er det der fremprovokerer denne latterliggørelse? Jeg får selv billeder på nethinden: 40års krise – hun kunne ikke klare mosten i erhvervslivet - hun sidder ved køkkenbordet og binder tørrede blomster og maler med hobby farver……. Det er et patetisk billede! Får man de samme billeder i hovedet når en mandlig 40-årig kollega vælger at forlade sit karrierejob til fordel for kunsten? Hvordan er din spontane forestilling om ”den store billedkunstner”?

Jeg har virkelig været nødt til at kigge indad de seneste 5 år. Det manglende mod til at tale om egne meritter og egne fortræffeligheder er og bliver en taberstrategi – i særdeleshed i kunstens verden. Jeg har i øvrigt erfaret at kvinder tit – trods de myter der findes om det modsatte – er meget praktiske og økonomiske. De ved nøjagtig hvor mange lærreder der går i højden og bredden i deres bil. Jeg har sjældent set nogen få en Ford Fiesta til at rumme så meget som mine kvindelige kollegaer kan – men det bliver der måske ikke stor kunst af?

Der er for øvrigt lavet undersøgelser i år der viser at det fortsat er kunstnermændene der løber med de fleste af de penge, museer og fonde anvender på køb af kunst – næppe fordi de er væsentlig mere kompetente.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at mit kunstkald – det føles vitterligt som et kald - er som slangen der bliver fodret med sin egen hale. Jeg ville helst have været fri for alle de begrædelige erfaringer med ikke at blive ”set”, ikke at være ligeværdig med mine jævnaldrende mandlige kolleger, at min tid og mine behov aldrig har været ligeså ”vigtige” som min mands etc. Det er dog summen af alle disse erfaringer og følelser som avler mine billedfortællinger – min kunst.

Kommende udstillinger:

Roskilde Kunstforening har i år udvalgt Tale Øksendal til at levere det kunstværk som indgår i Nordeas Erhvervspris i Roskilde. Fra den 25. november bliver dette værk tilgængeligt for offentligheden som en del af hendes udstilling i Karnappen i Palæfløjen. Der afholdes fernisering fra kl. 17.00 den 25. november i Kunsthuset Palæfløjen i Roskilde. Udstillingen varer til og med 11. december.

For mere info – se Tale Øksendal på FB.

Hjemmeside: www.taleoksendal.dk

fb: Tale Øksendal

Instagram: @taleoksendal

Herunder: Venter på drømmeprinsen




















  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post41