coboboblog

coboboblog

Rasmus Ejaas Fischer

5 hurtige til kunsten/KURATORPosted by coboboblog Wed, March 23, 2016 14:09:01
Kurator hos Galerie Wolfsen, Aalborg, RASMUS EJAAS FISCHER svarer...

HVAD LAVER EN KURATOR EGENTLIG?
En kurator tager i bogstavelig forstand vare på kunsten. Jeg italesætter den og sørger for, at vores line-up er rigtig, altså at vi har de rigtige kunstnere, at vi har varer hjemme, og at udstillingerne kommer på plads og hænger rigtigt. Samtidig arbejder jeg med de forskellige kunstnere og forsøger at skubbe dem mod nye højder. I sidste led af kæden er jeg sælger - og som rosinen i pølseenden hænger jeg kunsten op for folk, hvis det er et ønske.

HVAD SKAL EN KUNSTNER KUNNE FOR AT DU VÆLGER VEDKOMMENDE TIL EN UDSTILLING?
Kunsten skal først og fremmest være særegen; et selvstændigt udtryk eller en ny fortolkning af noget eksisterende. Det må ikke bare være en kopi eller et ekko af noget, der allerede er set. Derudover skal kunsten trænge igennem mit personlige filter og give mig lyst til at se mere. Det er i hvert tilfælde idealet.

HVAD GÅR SAMLERE EFTER IDAG? Samlere er ikke en homogen gruppe, så det er ret forskelligt. Det, der dog nok gælder for de fleste er, at de gerne vil se deres samling og værker blive mere værd.

HVAD SYNES DU ER TRENDEN I DANSK SAMTIDSKUNST LIGE NU? Der er måske lidt for meget - og lidt for meget ens - abstrakt kunst.

HAR DU NOGLE GODE RÅD TIL KUNSTNERNE?
Generelt tænker jeg, at det er nemmest at opnå noget, hvis man arbejder igennem. Så uanset om man er kurator eller kunstner, så er det mit råd.

RASMUS EJAAS FISCHER er kurator hos Galleri Wolfsen i Aalborg.
Aktuelt har han kurateret udstillingen 'West and Wolfes' i galleriet - med bla Camilla West.

Nedenstående værker er også med på udstillingen og repræsenterer ifølge Rasmus noget af det bedste indenfor samtidskunsten lige nu - faktisk kan han næsten ikke få armene ned 😊.
Frederik Næblerød tv. og Patrick Shoemaker th.





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post6