coboboblog

coboboblog

Kirsa Andreasen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Fri, May 12, 2017 17:05:10



Jeg har i flere år fulgt og elsket KIRSA ANDREASENS malerier.

Det er derfor en stor fornøjelse nu at kunne bringe dette interview med hende:

1. I dine billeder er der i høj grad tale om figur og grund. Det første man får øje på er figurerne - på lang afstand ofte.

Hvorfor er de så "enkle", store og ofte lidt uhyggelige?

Korrekt, ved det umiddelbarre første øjekast, træder to verdener frem, viuselt udtryk og teknisk greb står tydeligvis i kontrast til hinanden. Den todimentionelle aktør træder ind over -og ind i- en dybere natur og bevæger sig på sin vis i naturen, som var den klippet ind i en fortælling fra en anden verden.

Men aktøren står altid i direkte sammenhæng med naturen. Aktøren kan ses som en forlængelse af naturen. Derfor træder naturen ofte gennem figuren. Det er menneskets natur, der som et akt over alle toner, fra det lyseste til det mørkeste, interesserer mig. Der er ikke tale om et tilvalg af 'uhygge' men om en skildring af alle disse toner og tilstande, der omfavner og indeholder hinanden.

Eksempelvis noget så klichéfyldt, håbløst umoderne og farligt, som kærligheden, den momentære lykkerus, i dén ligeledes skrøbeligheden og tabet, smerten og friheden, det at sættes fri.

På sin vis er det altså tvetydigheden og de mange ambivalente toner, hver enkelt tone bærer i sig, jeg forsøger at indfange. Aktørernes abnormaliteter, manglende, udflydende eller transparente lemmer afspejler psykens normaliteter, i sin enkelthed altså menneskets natur. Natur og menneske bindes sammen.


2. Når man så kommer tættere på dine billeder og fordyber sig, åbenbarer naturen sig altid i baggrunden, malet i en hel anden stil - guldalderagtig kalder nogle den.

Hvorfor arbejder du i denne kontrast mellem den minutiøst malede baggrund og den grove figur? Hvorfor egentlig ikke omvendt, når nu det er mennesket, du har i centrum?

Naturligvis er der mange valg i løbet af skabelsen af et værk, men selve sproget er i min kreative proces ikke et valg. Med det mener jeg, at det ikke er en fastlåst hensigt, der ligger bag udtrykket. Naturen bearbejdes som den gør, og aktøren bebor naturen, som den gør, ikke grundet deciderede valg, men fordi det er det sprog, jeg kan tale nu. Værket træder selv frem. Man kan sige, at jeg giver det plads. Den dag det ikke træder frem således, vil værkerne ændre karakter.

Rent malerteknisk tilkender jeg ikke større værdi til det minutiøst malede, end til det umiddelbart 'grovere/enklere' billedsprog. Dertil skal det siges, at jeg, til trods for den stramme kontur, oplever aktøren langt mere ekspressiv og i familie med E. Munch, end med feks naivismen, som jeg eksempelvis ikke føler mig forbundet med.

'Gad vide hvor mange, der først og fremmest ser dine billeder som 'rene' figurtableauer, og hvor mange der ser vemod og vold', skrev min kollega Bertil Skov Jørgensen til mig en dag og måske er der nogle, eller enddog mange, der udelukkende læser øverste lag af historien grundet det enkle billedtekniske greb.

Naturens værdi i værket, står på linje med værdien af menneskets natur, da det er en samme. Naturen skal ikke ses som en scene til en rolle i centrum, men som kilden og det råstof, der ligger til grund for dramaet som helhed.

Rent lavpraktisk er det naturen, der vælger aktøren, landskabet kommer så at sige først. Sidenhen træder figuren ud af naturen, i skitseform, hvorefter den finder sin plads i landskabet.

Analysen, der kan laves, når værket står alene, fortæller om naturens storhed, der afspejler den universelle rygrad og om naturen der lever videre i aktøren. Menneskedyret som natur i naturen. En tidsløs essens, der forbinder mennesket på tværs af tid, herkomst og køn og hvisker det kollektive minde.


3. Hvad er det for dig at male? Hvad får du ud af det? Hvad kan kunst? Hvad vil du gerne udtrykke i DIN kunst?

Jeg havde engang en fin længere diskussion med en filosof, der mente, at det ikke kunne passe, at jeg arbejdede blot for mig selv, dvs. som følge af en nødvendighed for mig. Han mente, at jeg var afhængig af en modtager til mit værk, før det kunne retfærdiggøres. Vi nåede aldrig til enighed, og fortsat arbejder jeg ikke for at mit værk skal modtages af en beskuer.

Dertil skal naturligvis tilføjes, at det er interessant at opleve, hvordan værket modtages på godt og ondt. Men jeg arbejder bevidst på, netop ikke at lade den skabende proces farves af dette.

Hvis jeg skal trække nogle af kunstens mange værdier frem i lyset, vil det være evnen til at trykke dér, hvor det gør ondt, kunst kan belyse de usete nuancer og taler et sprog der, som andre kunstarter, rækker udover ordforrådet. I kunst kan man mødes på et højere bevidsthedsniveau.

Jeg længes. Det er nok længslen der er en af de største drivkrafter i mit værk. Det hænder, at kunsten løfter mig til et højrere bevidsthedsniveau. Når det punkt nåes er alt på rette sted.

Det er menneskeånden, der rejser gennem tiden i en lånt natur, der interesserer mig. At sammensmelte alle tiders natur med nutiden. Naturen i mennesket. Universet i naturen og deraf universet i mennesket.


4. Hvordan synes du det er at være kunstner i Danmark? Er det svært? Her tænker jeg på kunsten som levevej, samarbejde med gallerister, konkurrencen med andre kunstnere, brødnid, misundelse måske. Eller det omvendte? Hvordan befinder du dig på kunstscenen?

Jeg kan kun sammenligne det at være kunstner i Danmark, med min fortid som kunstner i Spanien, og det er på mange måder en anden oplevelse at være kunstner i Spanien. Sydpå blomstrer der en kunstner på hvert gadehjørne. Kunstens fag er for dem, der ønsker det og brænder for det, ikke kun for de få.

I Danmark 'ikassesætter' samfundet efter profession og man vil som kunstner, uomtvisteligt møde spørgsmålet 'kan du leve af det?', så snart man har svaret på spørgsmålet om sit virke. Det spørgsmål kom sjovt nok aldrig i Spanien, hvilket giver et godt billede på bla. kunstens placering i de to forskellige samfund.

På den danske kunstscene bevæger man sig på forskellige etager alt efter genre og stilart, og man mødes ikke så tit på etagerne, hvilket jeg ser som et tab. Jeg kunne ønske mig en større mangfoldighed på den danske kunstscene.

Mangen tilflytter/dannet andetsteds end i Danmark kan nok genkende følelsen af at bruge uanseligt mange kræfter på at åbne døre, der hidtil ellers havde åbnet af sig selv. Men ting tager tid, og man skal i al evighed være sejlivet og stædig.

Livet som kunstner er langt fra et glansbillede, men -og netop derfor- er jeg taknemmelig for at kunne fordybe mig i kunsten, jeg kunne ikke trække vejret uden.



5. Nogle mener at kunstneren skaber ud fra et melankolsk sind, et mørke i sig? Har du et følsomt sind? Kender du mørket som skabende kraft? Maler du dig ud af noget? Eller er du omvendt en "overskuds"-kunstner, der maler ud fra drive og livslyst? Hvad mener du helt generelt er kunstnerens drive?

Jeg har været lidt inde over det tidligere, mit drive, længslen. Længslen efter at komme 'ud over' kroppen.

Jeg arbejder med kunst, fordi det er en del af min måde at leve på. Jeg tror ikke, man kan separere kunstneren fra værket.

En kunstner er altid er 'på arbejde', verden opleves, med farlig risiko for at lyde selvhøjtidelig, på særlig vis gennem en kunstners sanser, deraf formidles kunsten. Der sidder, til eksempel, et væld af heldigvis usynlige antenner omkring min hud, der berører i alle retninger og mærker alle nuancer af det sagte og det usagte, lys, mørke, fløjl og salt.

Som guldaldermalerne, der stod i naturen og derved besjælede naturen i deres værk, har de scener jeg skaber, været igennem mit oplevelsesapperat. Hvis ikke de havde været det, ville de blot være analytiske deduceringer af dette eller hint. På den måde maler jeg, som Pollock sagde om sit eget værk 'det jeg er'.




Tilknyttet galerie Wolfsen i Aalborg.

https://www.facebook.com/galeriewolfsen og http://www.kunstgalleriet.no/ i Stavanger.

Hjemmeside: http://kirsaandreasen.com

Instagram: @kirsaandreasen

Facebook: Kirsa Andreasen





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post47

Ole Tersløse

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Sat, February 11, 2017 22:38:32


I dag kan du møde kunstneren OLE TERSLØSE – i et interview om hans særegne billeder, der forfører dig til at tro, at du møder skønhed, men hvor du i virkeligheden møder et absurdt og surreelt spørgsmål til vore livsvilkår og den virkelighed, vi tror vi har greb om...

1. Du er én af de få billedkunstnere i verden, hvis værker er computerskabte 3D billeder, som bliver printet og sat bag glas i forskellige former.

Kan du kort beskrive hvordan din arbejdsproces er?

Først tegner jeg skitser i hånden, hvor jeg planlægger billedets komposition akkurat som en klassisk maler ville gøre.

Herefter modellerer jeg de enkelte billedelementer op som små virtuelle skulpturer i moderne 3d-animationsprogrammer. Her arbejder jeg faktisk som en skulptør, idet jeg må tænke i 3 dimensioner.

Endelig samler jeg de enkelte elementer i det, der kaldes en "scene" - dvs. et konstrueret rum i 3d-programmet, hvor man kan lege med forskellige lyskilder og kombinere 3d-elementerne på forskellige måder. Her tænker jeg som en fotograf og til dels også som en koreograf, der vurderer aktørernes placering og samspil med hinanden og i forhold til teaterscenens kulisser.

Det er, som du ser, et meget komplekst workflow, og kompleksiteten er interessant, fordi hvert greb skaber betydninger og betydningsforskydninger, som ikke alle kan genereres, hvis man blot opholder sig i én traditionsdannelse f.eks. fotografiets.

Taler vi om fotografi, hvilket er nærliggende, da mine værker teknisk udføres som lambdaprint (lambdaprint er den industrielle standard for kunstfotografi udført direkte fra en digital billedfil), er det værd at bemærke, at det tit er vanskeligt for fotografer at forskyde fotografiet i forskellige stilistiske retninger, som f.eks. en maler vil gøre. Som fotograf er man jo afhængig af den optagelse, man har taget som udgangspunkt.

I 3d-animationsverdenen, som jeg arbejder i, kan man populært sagt gøre, hvad man vil, og det betyder, at man kan trække på subtile kunsthistoriske referencer, akkurat som en maler eller skulptør kan gøre. F.eks. virker mange af mine figurer stivnede og forstenede, hvilket er et træk, jeg har lånt af den sene Poussin (barokklassicistisk fransk maler).

Når jeg skal skabe mine menneskefigurer, kigger jeg tit på græske statuer og klassiske malerier, for at finde den rette positur. Her vil man som fotograf igen i langt højere grad være i lommen på sit medie, fordi de personer man afbilder, selv vil vælge de positurer, det forekommer dem naturligt at indtage.

Ved at gøre brug af greb fra traditionsdannelser fra vidt forskellige medier (skulptur, maleri og fotografi) bliver mine værker ikke blot kontemporære størrelser, men rummer samtidig en form for fortælling om, hvordan vi op gennem århundreder som kunstnere har forsøgt at genskabe - og dermed forstå - verden.

Mine arbejder er derfor nok nutidige, men trækker kølvand langt ned gennem den vestlige kulturs historie. De er som urværker, der nok kan angive nutiden præcist, men består af ældgamle tandhjul, som den vestlige kultur måtte bakse med i århundreder, før de endelig begyndte at virke.

2. Du beskriver en surrealistisk, fremmedgjort og uhyggelig verden i mange af dine værker? En verden præget af ensomhed, desorientering og mangel på kommunikation, præget af hjælpeløshed og desperation måske... Er verden et grumt sted at være?

Jeg tror, det er rigtigt at min billedverden virker uhyggelig på mange, og tit fremstilles også traumatiserende begivenheder i mine værker. En kvinde kan ligge med opsprættet mave i et havnemiljø, uden at de andre personer på kajen bemærker det (Øverst: The Harbor at 5 PM, no 1 & no 6). Et mediterende barn skyder sig selv en kugle for panden (Herunder: Suicidal Child Killing a Bird by Accident).

Det er imidlertid kendetegnende for mine bestræbelser, at værkerne så at sige ikke ender med fremstillingen af ulykken. Snarere er der tale om en chockeffekt, der åbner op for spørgsmål, der dårligt kan besvares. Hvorfor får kvinden blot lov at ligge ubemærket på kajen, mens de andre personer er optaget af at fiske eller fange en hat, der er faldet ned i havnebassinet? Hvorfor begår den mediterende dreng, der udstråler indre fred og ro, selvmord, og hvorfor er han så uheldig at ramme en fugl ved samme lejlighed?

Det er disse gåder, der har min interesse. Egentlig er der tale om en form for surrealisme, hvor absurditeten ved sammenstillingen af ikke-sammenlignelige størrelser er flyttet over på det tematiske plan. Hvor de gamle surrealister forsøgte at indfange tilværelsens til tider afskrækkende, men også altid fascinerende mysterie ved at sammenstille ting, der stod i grel modsætning til hinanden, forsøger jeg noget lignende ved at skabe scenerier, der rummer så store modsætninger, at de ikke kan sættes på en fortolkende formel.

Dybest set laver jeg vel den slags billeder, fordi jeg tror, det er sådan, vores skæbne i verden er. Hver gang vi synes at have forstået noget vigtigt om tilværelsen, viser det sig at vi til dels tog fejl, fordi der var uendeligt meget mere, vi ikke havde fokus på, og vores fortolkning af verden styrter derfor sammen i brudflader, der ikke kan forenes. Er dette vilkår "grumt". Ja, men det er også det, der gør, at verden forbliver en form for fortryllelse, vi aldrig "kan komme ud af".

3. Du bruger i den aktuelle udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum - Lost in the Clouds - og i flere af dine seneste udstillinger - børn som billedbærende element. Hvorfor det?

Barnet udgør for os voksne en form for paradoks. Vi kan alle huske vores barndom, og så vidt er den noget af det mest velkendte, vi har. Men som voksne er vi for altid forandret i forhold til det barn, vi engang har været.

Vi kan ikke rejse tilbage i tid og finde ud af, hvordan vores barndom egentlig var. Den er og bliver et sted, der er tabt for evigt, og derfor bliver den på samme tid et fremmed, forjættet land, vi har mistet adgang til.

Det er i denne sammenhæng, jeg ønsker mine børn skal ses. De markerer vores erkendelses randområder. Vi burde kunne huske, hvordan vi tænkte, følte og reagerede som børn, og på den måde skulle vi kunne leve os ind i børnenes verden og forstå deres adfærdsmønster, men alligevel kan vi tit ikke følge eller forstå dem alligevel. Er barnet, der kører et andet barn over og deler ham på midten chockeret eller bare overrasket? (Herunder 1: Child Loosing Direction). Forstår han overhovedet hvad han har gjort? Er drengen, der fisker ned fra skyen og ud i den tomme luft klar over det formålsløse i sin aktivitet? (Herunder 2: Child Fishing into the Thin Air) Vi ved det ikke, for vi har glemt, hvordan det var at være barn...


4. Jeg er interesseret i den æstetik, der på den ene side er i dine værker - og så den ækelhed, utilpassethed og smerte, de skildrer. Det er som om du forfører beskueren... man tror man nærmer sig et lækkert billede, og vups! - så står man overfor noget ubehageligt. Er det noget, du kan sige lidt om? Knytter det an til et livssyn hos dig?

Om det handler om et livssyn, ved jeg ikke, men det handler i hvert fald om en fascination af en kompleks æstetik, vi også finder i f.eks. manieristik kunst (perioden mellem renæssancen og barokken).

Adskillige nutidskunstnere arbejder i en form for opposition til et klassisk, æstetisk paradigme, hvor man forsøger at forene det gode det sande og det skønne, og dyrker derfor det hæslige, det kejtede og det grimme. Jeg synes kort og godt, det bliver enormt kedeligt og forudsigeligt.

Ved at skabe glidninger mellem det ækle og det lækre - en regnorm kan være lækker og forførende i kraft af sin fetish-agtige, blanke overflade, men bliver netop ulækker, når man afkoder den som orm - rejser jeg tvivl om, hvori den behagelige sansning består. Du nævner selv begrebet "forførelse". Tit er det de sansninger, som både fremkalder lyst og ubehag, der får magt over os, og derfor er i stand til at forføre os. (Herunder: Ashamed Child).

5. Hvorfor blev du kunstner? Hvad tænker du om den danske kunstscene lige nu? Har kunsten en overordnet mission at leve op til? Har man en forpligtelse som kunstner?

Jeg tror, jeg blev kunstner, fordi jeg fik mulighed for det. Her taler jeg ikke blot om den institutionelle mulighed, der ligger i at kunne uddanne sig som kunstner, jævnligt lave udstillinger, foretage salg osv. Muligheden forstår jeg mere som noget eksistentielt.

Min far led altid over aldrig at blive forstået. I sine sidste leveår kunne han se, at det begyndte at lykkes for mig som kunstner, og det var som om han åndede lettet op, hver gang jeg kunne fortælle en ny succeshistorie. Jeg har tit følt, at jeg delte skæbne med ham, fordi jeg ligesom ham har svært ved at erkende indenfor tidsåndens og den politiske korrektheds rammer.

MEN i modsætning til ham, blev jeg ikke bare affærdiget som særling eller kværulant, fordi jeg kunne aktualisere mine tanker som kunst, og blev ved med at gøre det, til folk til sidst så småt begyndte at acceptere, at der måske var noget i det jeg laver. M.a.o. fik jeg den mulighed for accept, som han selv altid følte han manglede.

Den danske kunstscene er præget af et meget usundt klima. Gallerierne har de sidste mange år haft stigende indflydelse, hvilket betyder at kunstscenen overbefolkes af ureflekterende "glade malere", som laver ligegyldige skilderier, der er lette for gallerierne at sælge. Institutioner som Statens Kunstfond og Carlsbergfondet, der tit opfattes som garanter for kunsthistorisk og -kritisk saglighed, udgør på den anden side en form for falske autoriteter, der afsiger vilkårlige domme, om hvad der er god og dårlig kunst. Det hindrer tit folk i selv at tage stilling og udnytte det potentiale, der ligger i kunstværkerne, da de "sagkyndiges" vurderinger antages at være rigtige - "når Statens kunstfond siger at..., så er det nok rigtigt!"

Den såkaldt provokerende, grænseoverskridende kunst, der profileres som "den ægte vare" i modsætning til de konsumvarer, gallerierne langer over disken, er, når det kommer til stykket, sjældent mere nyskabende end de evindelige glade malerier, der hænger hos tandlægerne og på advokatkontorerne. Der er snarere tale om ritualer, der gentages i det uendelige, fordi det én gang er vedtaget, at det her er skideprovokerende, og det er dejligt bekvemt, da ingen inden for kunstinstitutionens egne rækker længere bliver provokeret af det alligevel.

Kun yderst få har lyst og mod til reelt at tænke nye tanker. Men hvis kunsten har en mission og en forpligtigelse, må det være at støtte de kræfter i mennesket, der REELT fører os ind på ukendte territorier, og således forhindrer vores kognitive og emotionelle erkendelsesvækst i at stagnere.

Læs mere: http://www.terslose.dk/

Aktuel udstilling:

"Lost Kids"

Vendsyssel Kunstmuseum

10.12 2016 - 05.03 2017

Kommende udstillinger:

GENIUS LOCI

Drostei Foundation

Pinneberg, Hamburg

10.09 2017 - 15.10 2017

Trans-figuration

Rothko Centre

Daugavpils

Udstilling omkring årsskiftet. Endelige datoer er ikke fastlagt endnu.

Child Knocked Down by a Falling Leaf

Hiding Child





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post46

Anders Bonnesen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Sun, January 22, 2017 00:11:43

DEL 1 – ANDERS BONNESEN - Baggrunden for dette interview med ANDERS BONNNESEN er at jeg er fascineret af hans kunsts evne til at twiste verden, få mig til at tænke, vende tingene på hovedet, le og græde … Jeg synes han er en af vore helt store kunstnere – OG tænkere – og det han kan med sproget gør ham til en éner.

Han er uddannet på både det Kgl. Danske og det Jyske Kunstakademi, har undervist på Kunstakademiet og kunsthøjskolen Ærø, har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og har en kæmpe kunstnerisk produktion bag sig.

Interviewet førte os ud i en længere dialog om kunstens væsen, kunsthistoriske referencer, intellektualitet, uforståelighed/tilgængelighed og fordomme. Derfor deler jeg det op i 2 dele – hvoraf DEL 2 vil blive bragt på søndag 22/1.

Her er de spørgsmål jeg som udgangspunkt stillede Anders Bonnesen:

1. Hvorfor er du egentlig kunstner? Hvad er din historie?

Min historie er egentlig ikke så interessant … jeg mener: Den er ikke interessant i forbindelse med min kunst, fordi kunst jo er noget, man laver til andre mennesker.

Det er måske endda noget af det tiltalende ved billedkunst, i modsætning til fx udøvende kunst; at man kan sætte en ting et sted, og så løbe sin vej … ideelt set.

Det var nok igangsættende, da eks-billedkunstneren Susan Hinnum, som vikarierede som billedkunstlærer på mit gymnasium, viste os værker af bl.a. Peter Land, William Wegman, Cheryl Donegan m.fl. - jeg tænkte vist hold kæft … hvis det kan være så åndssvagt (i betydningen: så menneskeligt, så åbent, så u-elitært), så vil jeg gerne være med …

2. I mange af dine værker leger du med sproget og anfægter/udfordrer vores normale brug og forståelse heraf. Hvor kommer denne interesse for sproget fra? Hvad er det, sprog kan?

Vi tænker jo i sprog … vi betegner verden omkring os, og vi kan jo slet ikke tænke uden sproget. Men der er alligevel nogle ting, der undslipper sproget, eller nogle interessante sammenstød mellem sproget og den materielle virkelighed … hvor tingene ikke helt går op. Det er i høj grad disse steder, jeg leder efter i den kunst, jeg laver … og den interesse kommer jo … netop allevegnefra.

Du arbejder i mange medier, og virker som om du har et stort drive.

Hvad inspirerer/indignerer? Hvad VIL du med din kunst?

Dét er et godt spørgsmål, som man siger – og et meget omfattende spørgsmål, hvorpå svaret jo skifter fra dag til dag, hvis endda så sjældent. Helt grundlæggende vil jeg måske sige: at jeg bare gerne vil bidrage til, at der er kunst i verden – fordi kunst holder betydninger åbne - og dermed gør det lettere at holde ud at være i verden.

4. Humor! I rigtig mange værker ser jeg humor. Hvorfor er humor vigtig for dig? Hvad bruger du den til?

Jeg tror, det er forkert at sige, at jeg 'bruger' humor til noget … Jeg tror snarere, at det, der måske er sjovt i mine ting, opstår i, eller har at gøre med de dér steder, hvor sprog og verden mødes forkert. Det kan jo godt opleves som komisk – men for mange af værkerne gælder måske også, at de med samme ret kan opfattes som tragiske, triste, mislykkede? Måske sågar smukke?

5. Jeg har især hæftet mig ved to udtryk: Dine hæklede billeder og objekter og dine skulpturer i marmor/bronze med meget forgængelige budskaber. Strik og hækling er ofte forbundet med kvinder - hvorfor vælger du materialet? Hvad ønsker du at signalere med de strikkede statements? Og hvad vil du udtrykke med dikotomien marmor/hverdagsudsagn?

Jeg har faktisk kun lige lært at strikke, mens jeg var lærer på Holbæk Kunsthøjskole, af foto- og videokunstneren Jeanette Land Schou - og af flere af eleverne, og så har jeg delvist glemt det igen – jeg skal have det genopfrisket … så billederne er hæklede. Det lærte jeg af billedkunstneren Lone Haugaard Madsen, da vi engang var kærester – og siden filethækling mv. på Youtube.

Der er mange grunde til brugen af det tekstile; sproglige, kropslige (i den forstand, at det tekstile jo er oplagt forbundet med vores kroppe), biografiske (min mor strikker fx meget) … Men en væsentlig grund er også, at det knytter an til … noget andet end kunsthistorie, til almindeligt levet liv og materiel kultur – modsat fx bronzen og marmoren/granitten.

Om stenene kan man måske sige, at det hverdagslige bliver trukket ind på en anden måde: Via de ordinære udsagn (som i ”Undskyld vi roder” på en marmorgravsten) og måske også i den lidt uprofessionelle udførsel.

Bronzen er en lidt mere kompliceret affære … mine bronzer med tekst skyldes især en fascination af, at teknikken er sådan, at skriften/udsagnet først brændes væk, hvorefter den flydende bronze (i en vis forstand) erindrer det … delvist.

6. Hvilke nye projekter arbejder du på? Hvilke drømme og ambitioner huser du?

Jeg drømmer om: At fortsætte og fortsætte med at fortsætte - om at have mulighed for og tid til at blive ved. Det er måske uambitiøst – eller også er det i virkeligheden enormt ambitiøst …

Helt aktuelt arbejder jeg på at omsætte Xavier de Maistres lille roman ”Rejse i mit kammer” til en legetøjstogbane (med ca. 2500 elementer!) til Socle du Monde i Herning i april, og på en stor serie skilte, som jeg håber, jeg får mulighed for (råd til) at udføre til en udstilling på Grønttorvs-grunden i Valby i maj.

Du kan læse mere om Anders Bonnesens fascinerende kunst på www.andersbonnesen.dk

OG HUSK: 2. DEL på søndag den 22/1 2017. Stay tuned!

DEL 2 – ANDERS BONNESEN – fortsat interview fra i onsdags (18/1 2017).

I denne del diskuterer vi, hvad intellektuel, smal kunst er. Og hvad man skal stille op med kunst, man ikke forstår, eller som virker ”fortænkt”. Jeg spørger ham fordi jeg af og til oplever, at nogle akademiuddannede kunstnere laver meget UFORSTÅELIG KUNST – i hvert fald af og til for mig. At de bevæger sig i en lomme af intellektualitet, som de mest deler med hinanden. Derfor er det rart at kunne have denne dialog med Anders Bonnesen.

Han bad mig ”gå til ham” med mine uddybende spørgsmål vedr. svært tilgængelig kunst (hvad dele af hans værk kan forekomme at være) - så det gjorde jeg, f.eks. i følgende eksempel:

Altså: Hvis jeg kommer ind i et galleri og ser en sokkel med en strikket sok på kan jeg tænke: WTF! Hvad vil han med det??

Eller hvis en ikke-kunstnerisk skolet familie gik i Skovsnogen i Jylland og så Bonnesens forkert stavede skilte (spto = stop) ville de (rindalistisk, javel, men også bare som menigmand) sige: Skulle det nu være kunst?

Værker som disse kræver en forklaring, en baggrundshistorie, for at folk ikke bare går forbi og tænker: Sådan noget bras!

Til dette svarer Anders Bonnesen:

Per Højholt, som jeg er meget begejstret for, sagde engang noget i retning af: ”Når jeg taler, tror alle, de skal dreje det hele 180 grader. De skal bare dreje det tilbage igen, så går det fint…” – frit efter hukommelsen.

Jeg underviser jo også i kunst, her & der, og jeg holder af at påstå, at man kunne invitere hvem som helst ind fra gaden til værkanalyse/værkgennemgang, fordi de betydninger, billedkunstnere (og sikkert, måske, med forbehold, kunstnere som helhed) arbejder med, jo er fælles – man øver sig jo faktisk i at forstå de fælles (objektive) betydninger … men desværre er det jo en påstand, netop som du påpeger, fordi Hvemsomhelst jo desværre er fyldt (ud over uopmærksomhed) med diverse fordomme om, hvad kunst er/gør/kan. Så noget af det andet, man øver sig i, er jo at aflære sig de fordomme …

Du nævnte i interviewets 1. del at du arbejder på at skabe en togbane ud fra en bog, stort set ingen kender - "Rejse i mit kammer" - så ER det jo smalt tilgængeligt - sådan publikumwise ...

Det tror jeg nu ikke … Romanen er måske lidt utilgængelig – den er måske heller ikke specielt god, eller vigtig (for værket/i det hele taget) – men værket vil fremstå som … legetøj, af (løsrevne) ord, som folk kan skrive præcis det, de vil, med – evt. sammen med børnene/børnebørnene. Det, bilder jeg mig ind, er ret inkluderende … og så, apropos det, du også har spurgt om vedr. kunsthistoriske referencer, er referencerne væsentlige for dem, de er væsentlige for … men værket (tingen/situationen) skulle jo gerne være tilgængeligt for alle …

Jeg tænker at dine hæklede billeder og portrætter er "let" tilgængelige - læs: Forståelige umiddelbart. De andre ting, du laver, kan kræve at man "sætter sig ind i" noget, læser baggrundsviden etc.

Det tror jeg heller ikke. Eller okay: Visse af tingene er selvfølgelig nørdede – som bronzestøbningerne fx (men det gælder jo andet end billedkunst, utilgængeligheden).

Men de fleste af tingene, vil jeg påstå – og jeg vil endda påstå: Det meste billedkunst – er fuldt ud tilgængeligt for alle. Nogle gange er det intetsigende, eller ubrugeligt, rent personligt – men det gælder jo også fjernsynsudsendelser, sportsbegivenheder osv. Nogle gange føles det som om, der i billedkunsten er længere mellem snapsene, end der er mellem anden snaps, men når der så endelig er ”snaps”, er det (klichéerne til trods, fordi jeg mener, det er sådan) en ”snaps”, der grundlæggende ændrer vores sensibilitet og omverdensforståelse osv. Jeg ved, det er en kliché. Men det er en kliché, jeg selv oplever igen og igen – og som jeg også oplever som en grund til, at billedkunst er (understatement:) værd at beskæftige sig med.

Det, der interesserer mig i denne sammenhæng er hvorfor en kunstner vælger denne "intellektualitet" i sit arbejde. Hvis det er intellektuelt - men det tror jeg nok jeg synes det er …

Jeg tror egentlig, helt grundlæggende, at billedkunst er en form for tænkning (som selvfølgelig samtidigt er alt muligt andet end tænkning – og nogle gange foregår med hovedet under armen), en måde at tænke bl.a. på paradokset ”kunst” på – altså noget med vores virkelighedsforståelse i.f.h.t. dens omskrivning – noget med vores nødvendighed for at omskrive virkeligheden for at kunne holde ud at befinde os i den …

Læs mere om Anders Bonnesen på www.andersbonnesen.dk



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post44

Rose Eken

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Thu, January 05, 2017 11:01:40

2017 skydes i gang med et interview med kunstneren ROSE EKEN – her med vægt på hendes helt specielle keramik, som jeg forelskede mig hovedkulds i for år tilbage, da jeg første gang så hendes sko og kaktusser.

Hun aktuel i V1 Gallery hvor du kan se hendes udstilling ”CAN” frem til 14/1.

I din keramik viser du en miniatureverden af ting og sager fra hverdagen, fra pop/rock kulturen og kunstens verden. Hvori består din fascination af disse ting - hvad vil du gerne vise/have frem?

Jeg arbejder egentlig med mange forskellige medier som skulptur, broderi, miniaturer i pap og tape, tegning/grafik og maleri, men jeg har i de senere par år hovedsageligt fokuseret min praksis omkring keramikken. Grundlæggende er jeg interesseret i ideen om rum – om det er musikkens eller kunstens verden jeg zoomer ind på er egentlig ikke nødvendigvis det afgørende her. Jeg bruger virkelige begivenheder, specifikke rum, konkrete steder og genstande som en ramme til en anden og større fortælling. Jeg søger at forskyde repræsentationen af virkeligheden lige præcist nok til, at den får en ny og underfundig ’ufunktionalitet’, der tvinger os til at opdage den på ny. Vores evne til at lægge vores egne billeder ind over dét, vi ser, fascinerer mig meget. Vi vil gerne opfatte disse skævvredne genstande i ler som virkelige, så vi snyder os selv og glatter bulerne ud og overser, at skalaen er helt forkert. Øjet og hjernen kompenserer for fejlene, fordi tingene forfører os ved at trække på den viden, vi mener, vi har om, hvordan verden ’rigtig’ er.

Mine værker peger på vores ønske om at give mening til verden omkring os - den måde, vi projicerer vores personlige fortællinger over i genstande og steder og skaber vores subjektive virkelighed. Jeg arbejder med erindringsglimt, med stemninger og sindstilstande, fragmenter af individuel og kollektiv historie, der kan samles til et billede af vores fortid og derved også peger på den, vi opfatter os som, nu og her.

Sko, malebøtter, askebægre... formet lidt klumpet i ler, naivt, barnligt - ironisk måske - og samtidig superelegant, præcist bemalet og nøje defineret i sit udtryk: Kan du beskrive hvordan du arbejder/arbejdsprocessen? Hvorfor er ler egentlig et fedt materiale?

Jeg synes egentlig ikke mine værker er ironiske – det er i hvert fald ikke intentionen. Men jo de besidder bestemt ofte også en humor.

Når jeg arbejder med keramik er jeg fascineret af lerets stoflighed og taktilitet - i ler kan man på én og samme tid gengive en ting meget præcist og detaljeret og meget klodset og upræcist. Jeg søger at udnytte spændet mellem disse poler ved f.eks. at strække materialet til sit yderste og skabe lange, tynde og ’umulige’ objekter som kabler og koste eller meget store objekter som en trappestige, et nodestativ eller en 2 meter høj Marshall-stack. Jeg arbejder også helt bevidst med materialets upræcision, både i min måde at modellere på, men også ved at udnytte at leret krymper under tørring og forglødningsprocessen, så de færdige værker bliver akkurat lige lidt mindre end objekterne er i virkeligheden. Den ultra glossy og farverige glasur gør objekterne endnu mere mærkværdige, men samtidig også håndgribelige og virkelighedstro og tilføjer dem en humor og en forunderlighed, der får det til at handle om essensen af tingen og ikke om selve tingen.



Du er født i Danmark, men valgte at uddanne dig i England. Hvorfor det? Hvad er din historie - og din vej ind i kunsten?

Jeg gik ud af skolen som 16-årig efter 1g. og har derfor ikke studentereksamen. Et par år efter blev Den Fri Ungdomsuddannelse opfundet og jeg fik derfor mulighed for at planlægge min egen ungdomsuddannelse med det mål at komme ind på akademiet – og da det var muligt at tage sin SU med til udlandet i et år ansøgte jeg Edinburgh College of Art i Skotland – hvor jeg blev optaget i 1997. Efter jeg afsluttede min Bachelorgrad der, gik jeg 2 år på Royal College of Art i London og blev færdig her i 2003. Jeg har siden da boet og arbejdet i London, København, Berlin og New York.

Du er ung, kvinde og keramiker (ikke altid en nem cocktail) og er alligevel slået hårdt igennem allerede, bl.a. har Aros købt en stor del af dit værk "Tableau". Hvordan er det? Og hvad kræver det? På den ene side virker du lidt som en rebel, på den anden side må du jo arbejde dedikeret og disciplineret for at nå dine mål.

– hvorfor kan man egentlig ikke være disciplineret og en rebel samtidig???

Men jo da, jeg arbejder meget – og er vel både dedikeret og disciplineret. Det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Det er det der gør mig glad – og jo da selvfølgelig også mægtig frustreret nogle gange. Men grundlæggende handler det vel om at jeg ikke kan lade være.

Hvem er dine kunstneriske forbilleder? Og hvilke nye mål har du? Drømme?

Tja, Jeg har nok egentlig mange kunstneriske forbilleder – mange og forskellige. Det varierer. Det kan sådan set både være musikere og billedkunstnere. Som kunstner søger jeg til stadighed at udvikle mit virke og min kunstneriske proces og ens inspirationskilder skifter af samme grund også – på samme måde som ens kunstneriske mål og drømme ændres. Det er en foranderlig størrelse – om man så må sige.

Men mit overordnede mål er vel i virkeligheden bare at få mulighed og lov til at fokusere og fasttømre mit kunstneriske projekt – i Danmark såvel som i udlandet.

- Og ja på kort sigt er det at gøre de værker jeg arbejder på til min kommende solo udstilling hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus færdig til ferniseringen d. 3 marts.

www.roseeken.dk

Instagram: roseeken








  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post43

UrbexClown

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Tue, December 06, 2016 15:41:29

Kunstnerinterview:


Mød UrbexClown – i en snak om forladthed – både i konkret og mental betydning.

En kold novemberdag besøgte jeg fotokunstneren UrbexClown, dagen efter han var kommet hjem fra Urban Exploring i Berlin. For det er det, han gør, UrbexClown, bedriver Exploring, både i nedlagte lokaliteter i og udenfor storbyer, og i mere landlige omgivelser f.eks. i Sverige og England. Og ud af det kommer der de mest fantastiske og ofte meget rørende fotos om forladthed – i såvel fysisk som mental forstand.

Vores samtale får vendt det meste, mens vi drikker kaffe og nyder hans to kaniners puslen rundt i lejligheden, den 1-årige af dem laver lidt ballade indimellem – og kaninerne vender vi tilbage til…

Lad os få på plads med det samme: Kunstnernavnet UrbexClown opstod, da Urban Exploring var rimelig ny og de agerende ofte brugte masker, fordi det var, og stadig er, ulovligt at trænge ind i forladte bygninger mange steder – han valgte så klovnemasken, den er dog ikke så fremtrædende i hans kunst i dag. Dengang brugte han den så han ikke kunne genkendes og derved kunne poste selfies fra stederne, iført maske.

I dag gider han ikke bruge maske, han forklarer hellere hvorfor han er der og at han gerne vil fotodokumentere stedet hvis han bliver opdaget. Men man skal være villig til at få en plet på straffeattesten i allerværste tilfælde hvis uheldet er ude! Det siger UrbexClown derfor også til eventuelle nye med-explorere. Han er semi-kendt i miljøet, der interesserer sig for Exploring og fotodokumentation heraf og holder foredrag ud over sine udstillinger.

UrbexClown er ikke uddannet fotograf – men har været i en slags mesterlære, været på kurser og heldig at være på take-along med dygtige folk. Ud over hans uomtvistelige tekniske dygtighed er hans personlighed en vigtig del af både image og de billeder, der kommer ud af hans Exploringture.

Som person kan han godt lide at spille på kontraster: Macho-mand og blød mand på én og samme tid – at skubbe til folks fordomme: En tatoveret lidt armyagtig skægfyr, der nufler sine kaniner derhjemme, poster billeder af dem på Instagram og som er frivillig på et dyreinternat. Han oplever sig selv som meget åben, og er interesseret i andres liv og kan lide at observere mennesker – er et tolerant og følsomt menneske, der elsker at rejse og lære nyt.

Men provokatøren, anarkisten og rebellen er også en del af ham – hvor der står ”forbudt” vil han gerne ind! Hvem bestemmer hvem der må se hvad? Hvad betyder et hegn? Han kan godt lide at udfordre folk til at overskride grænser og at SE: Han prøver selv ikke at gå med skyklapper – øver sig på at SE i hverdagen. Prøver ikke at glo i mobilen konstant, men kigge op, ind, ned… få øje på det lidt gemte og glemte. Dette er lidt et dogme for UrbexClown, når han arbejder, holder foredrag osv.

Exploring giver et kick – det er spænding – eventyrlyst – en Ninja, der ikke må blive opdaget. Men det handler for ham også meget om motivet og især HISTORIEN – Hvad var det for mennesker, der levede her? Hvad var deres vilkår? Hvorfor forlod de stedet? Hvem var de? Hvor meget sjæl og varme var der, da de stadig boede her?

Der kører en film, en fantasi i hovedet på ham mens han går rundt – det kører helt naturligt for ham. Sådan har han altid været – det tænder automatisk. Han kommer tilbage i tiden, oplever det i tankerne og i indre billeder. UrbexClown kan blive helt fascineret af sin egen historiefortælling i hovedet – jeg får det indtryk at han næsten har en clairvoyantisk – i hvert fald vældig indlevende - evne til at sætte sig i folks sted, på de steder han besøger – og han næsten kan mærke deres følelser og stemninger. En unik evne at have.

Derudover læser han selvfølgelig også om den historiske periode, der knytter sig til stedet, eller studerer visuel information på stedet.

Ofte skal billederne ligge lidt når han kommer hjem – der kan gå måneder før han har lyst til at tage fat på dem og bearbejde det. Det skal modnes og på afstand.

Hvordan ved han når noget er et motiv? Det er meget forskelligt – man kan afsøge motivet/stedet detaljeret. Men det handler også om at sætte nogle mål for sig selv – skal man finde detaljer eller omvendt tage overordnede stemningsbilleder. Man kan ikke alt på én gang. Og hvordan vælger han hvor han skal hen? Det er meget ud fra inspiration på nettet, og at man ser bekendte poste steder, de har været. Derudover har han en lang liste over ting og steder han gerne vil se. Næste år vil han formodentlig til Amsterdam.

Der er ikke så meget i Danmark at komme efter. Vi fjerner hurtigt huse, hvis der ingen arvinger er, hvor huset i andre lande skal stå i 12 år inden det må overtages af kommunen. Dette giver et dejligt forfald! Danmark er et lille land, velreguleret og ordnet, og derfor rives alt gammelt ned – men på Lolland Falster feks er der stadig nogle, der dyrker de forladte huse. Vi har heller ikke særlig mange nedlagte, forladte fabriksarealer tilbage.

Hvad fanger UrbexClown? Han svarer at det klart er det industrielle eller de klassiske, herregårdsagtige steder i Sydeuropa, hvor folk selv var gået i forfald og ikke fulgte med udviklingen.

Det er også enormt fascinerende at besøge steder, hvor naturen har taget over i det industrielle eller hjemlige – hvor træer, rødder osv er ved at ”kvæle” civilisationen – naturen vinder altid, hvis ikke vi gør noget ved det, den nedbryder simpelthen bygningen når den ikke vedligeholdes – det er en naturlov, og den finder han meget interessant – og livsbekræftende.

Hvad er et godt foto? Det skal fortælle en historie! Den må ikke være overfortalt – billedet skal sætte noget i gang. Derfor sætter UrbexClown ikke altid tekster ved siden af sine billeder – fordi han kan lide, at beskueren tolker selv, selv om mange er mere interesserede i hans foto hvis han tekster og de dermed oplever, hvad han vil med fotoet.

Selvfølgelig skal billedet være teknisk i orden, men man skal ikke nødvendigvis arbejde med det gyldne snit osv, selv om han generelt arbejder meget med snit i billederne, ikke mindst i efterbearbejdningen. Det er meget forskelligt hvor meget han manipulerer og bearbejder fotoet bagefter – dette er også en kunst i sig selv. Hvilken følelse giver billedet ham? Hvad er det han gerne vil fremhæve?

Vi taler om et billede over hans sofa – taget i Luxemburg:

Der havde boet nogen indtil 15 år før han var der, hvilket man næsten ikke kan forstå. Der er en snert af tristhed i det, grænselandet til døden er der, forfaldet, de gamle mennesker, der boede der – hvordan havde de det til sidst? Det kan være svært at forestille sig det leben og det lys der måske også har været der engang. Billedet emmer af mennesker, der også var forladte til sidst mens de stadig var der! Billedet gør ondt!

UrbexClown fortæller at der også er noget angstprovokerende i at arbejde med forladtheden og døden i billeder som dette – mentalt er det hårdt og påvirker ham meget. Man kan opleve ting, der gør ondt, et socialt sikkerhedsnet der ikke fungerer, mennesker, der er faldet ud af systemet – steder hvor folk bor med børn i forfaldne huse uden indlagt vand og i kummerlige forhold – også i Danmark. Når man kommer hjem fra sådanne oplevelser kan man godt tænke: Er det her det værd? At se og opleve dette? Ikke mindst når man som UrbexClown selv mærker og ser for sig hvordan livet er eller har været. På den anden side skal han have en følelse med hjem – ellers kommer de fede billeder ikke frem.

Hans billeder afspejler at her blev hans hjerte berørt – man kan se at han blev ramt, og det er her kunsten opstår – fordi han bliver følelsesmæssigt berørt. Mange af hans fotos har en stemning af melankoli og sorg – og han er også selv en melankolsk person med en Dark Side. Og den indbyggede, latente tristhed påvirker den måde han ser verden på – og derfor er det også mørket, han drages af.

Han bliver aldrig bange når han går rundt forladte, mørke steder – han finder ro i at være i mørket, alene, og rumme melankolien og forladtheden i en form for meditativ tilstand. I det hele taget er aleneheden en tilstand, han har brug for.

Manden bag navnet UrbexClown har svært ved at sætte ordet kunstner på sig selv – han nøjes med at kalde det, han laver fotokunst – en beskeden og lidt genert mand, som jeg oplever ham.

Jeg er ikke i tvivl! – Han er en kunstner – der viser mig verden, som han ser den, i sine eminente fotos! Kameraet er hans medie – øjet og hans indlevende sjæl er hans redskab.

UrbexClown er repræsenteret hos Ros Gallery i Roskilde.

Derudover udstiller han gerne rundt omkring og holder foredrag.

Instagram: @urbexclown – Facebook: UrbexClown

Fotokunst er ikke særlig anerkendt i Danmark og folk vil generelt ikke betale ret meget for denne slags kunst, selv om den er enormt dyr at producere, måske fordi mange tænker at alle i princippet kan tage et billede! Med dette interview håber jeg derfor også at det bliver anskueliggjort, hvor meget forarbejde, personlig research og involvering samt efter-bearbejdning, der egentlig er involveret i fotokunsten, så den kan få en højere status i Danmark.





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post42

Tale Øksendal

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Thu, November 24, 2016 11:43:56

Mød maler og interiørkunstner TALE ØKSENDAL i dette åbenhjertige, stærke interview, hvor hun fortæller om det uskønne, konfliktstoffet, det svære ægteskab, følelsesmæssige afsavn og det kønnede blik som temaer i sin ”socialrealistiske” kunst – en Feminist og Fighter – pakket ind i lyserøde pasteller!

1. Hvad er din vej ind i kunsten? Hvorfor blev du kunstner?

Lad mig starte med at referere til den svenske forfatter Tom Malmquist. Han siger frit citeret at en af hans grundlæggende holdninger er, at livet er totalt meningsløst men at kunsten er meningsfuld fordi man i kunsten kan se mening med det absolut mest meningsløse.

Et behov for at skabe mere mening i mit liv - i særdeleshed mit arbejdsliv - var en af de stærke drivkræfter da jeg i 2005 forlod en større IT virksomhed efter 17 år i den finansielle sektor. Efter noget der lignede 10 års mistrivsel i mit arbejdsliv kom muligheden for at træde ud og ind i noget nyt da IT virksomheden tilbød et lille fratrædelseshonorar for frivilligt at opsige min stilling.

Denne pose penge samt et anseligt beløb på overtidskontoen ryddede de økonomiske forbehold af vejen for at ”komme ud af skabet” som kunstner.

Jeg har generelt en stor længsel efter at føle mening med alt hvad jeg foretager mig. Noget der skaber en stor indre uro. I virkeligheden handler det nok også om en selvopholdelsesdrift hvis essens er at forsvare min ret til at være i verden. Dette ledsages af – eller måske er det roden til - min ustoppelige skabertrang og kreativitet.

Tak og lov for at der i min tilværelse nu findes de der ting som er større end mig selv og som giver det hele et skær af meningsfuldhed. For det første mine 3 uerstattelige børn - dernæst den udforskning af livet som mit professionelle liv nu tillader gennem kunsten.

2. Du laver både malerier og interiør - hvorfor?

Hvad giver det dig at arbejde i begge medier?

Da jeg for alvor gjorde kunsten til min primære profession i slutningen af 2005, var det maleriet jeg allermest længtes efter at komme i gang med. Et indre billede af de store lærreder og at arbejde med de fortællinger og farvesammensætninger som jeg fandt interessante.

Samtidig har jeg fra 12 års alderen arbejdet med tekstiler både til beklædningsgenstande og interiør. I starten af 90’erne uddannede jeg mig som dekoratør. Siden har det været naturligt at tænke mit interiør i sammenhæng med mine billeder som kompositioner i ”grupper” og ”rum”. Jeg kan slet og ret lide at bevæge mig mellem de to medier fordi de byder på variation i den kreative proces og passer ind i min sans for at tænke i ”grupper” og ”rum”. Videre understøtter dette at der findes en helt egen ”Tale Øksendal” stil.

Ved at vise en sammenstilling af interiør og malerier viser jeg beskueren at min kunst godt kan hænge i et privat hjem. Mange af mine værker udforsker situationer og følelser som kræver noget af beskueren. En sammenstilling bestående også af æstetiske og ”ufarlige” elementer dæmper kravet om ”forholdensigtil” og folder beskuerens forestillingsevne ud.

3. Hvad er din agenda? Du har ofte stærke kønspolitiske aspekter i dine værker - kan du sige lidt om dit drive/ din indignation?

Det smukke er dejligt og det skønne gør godt. Jeg kan bare ikke forlige mig med at det skulle være nok for min egen del. Indtil videre har det uskønne og konfliktstoffet været en stor inspirationskilde for mig. Det svære ægteskab, kvinderollen og ensomheden er helt klart overskriften for meget at det jeg laver.

Beskuernes første reaktion er tit at smile af den her slags nymodens socialrealisme - som grænser til navlepilleri – og hvor jeg tydeligvis antyder at overflodssamfundet byder på både nye og gammelkendte udfordringer af eksistentiel karakter.

Jeg er i overvejende grad en samfundsdebatterende kunstner hvor følelsesmæssigt afsavn er et tilbagevendende tema. I dét ligger kommentaren til nutidens mellemmenneskelige relationer – i særdeleshed parforholdet. Videre en udforskning af vores evne til at forvalte personlig frihed. Er vi i realiteten frie?

4. Dit farvevalg er meget specielt – nogen har beskrevet det som at du driver farven til det hvinende. Hvad vil du udtrykke med det? Hvad betyder farverne for dig?

Jeg arbejder primært på lærred, hvorpå farverne lægges i mange tynde lag med pensel og klud. Farverne er akrylbaserede og paletten tit sammensat af det jeg vil betegne som ”pastælle camouflagefarver”. Dette sidste fordi der opstår noget interessant i spændingsfeltet mellem farve og fortælling når fortællingens alvor nærmest ”pakkes” ind i pasteller.

Jeg søger også tit det felt hvor farverne kommer til at ligge og vibrere en smule op ad hinanden. Dette ses særlig i min brug af de gulgrønne mod de blågrønne og de gulrøde mod de blårøde.

Grundtonen i mine fortællinger er ofte ironisk med surreelle elementer. Symbolbrugen er væsentlig og materialiseres tit ved hjælp af skabelontryk.

Ovennævnte tilgang til farverne kombineret med anvendelsen af visuel struktur i form af mønstre er nogle af særtrækkene ved min kunst og mit design.

5. Når du er politisk kommenterende i dine billeder, hvad har du så af kommentarer til det, at være kvindelig kunstner i Danmark?

Jeg har tit været frustreret over at jeg først som 40årig tog springet og besluttede mig for at tage mit ønske om at arbejde med kunst alvorligt. Samtidig ser jeg at denne omstændighed har givet mig en væsentlig ballast der har virket fordrende for mit idekatalog. Der er en slags indignation og erfaring som kun har kunnet modnes ved livserfaring. Videre er de valg jeg selv har foretaget også direkte årsag til at jeg overhovedet kan lave de billedfortællinger jeg gør.

De mange første år af mit erhvervsliv havde jeg en blind vinkel i forhold til dette med køn. Jeg har en højere uddannelse i økonomi og administration, derefter en 20-årig karriere i det private erhvervsliv. Først efter at have fået børn i 30 års alderen, gik det op for mig at der var og er reelle kønspolitiske hængepartier. Fra det tidspunkt blev det meget tydeligt at andres (læs ægtemandens) tid og opgaver var (er) mere dyrebare og vigtigere end moderens og erhvervskvindens tid og arbejde. I mange år var der i realiteten kun ét reelt legitimt behov i min hverdag – dét at dække andres behov. Dersom man ikke er udstyret med en overordentlig servil og selvudslettende natur gør dette ondt i længden.

Der er også en anden side. Fordi kønspolitik er et halvpinligt tema er det fortsat svært at stille op med krav og regler på området. Jeg havde selv aldrig haft mod til at tage barselsorlov, var det ikke for den lovfæstede ret jeg havde til det. Dette til trods for at min holdning var at det er det rigtige og ansvarlige at gøre. Det kræver mod at kræve barselsorlov og gå på barsel. Hvorfor skulle mændene have mod til at tage barselsorlov som der ikke findes en lovfæstet ret til? Vi bliver ved med at lade denne skævhed fastholde kønnene i nogle mønstre som i sidste ende hverken gavner forældre, børn eller samfund.

Jeg har også observeret at relativt mange kvinder der gør det virkelig godt karrieremæssigt, desværre fastholder ovennævnte blinde vinkel i det meste af deres erhvervsliv.

Denne idé om at kvindekønnet helt og holdent selv er skyld i at det ikke bliver taget alvorligt – ”det manglende ben i næsen”. Samtidig denne forældede forestilling om at man automatisk får som fortjent – både på godt og ondt. Det gik alt for sent op for mig at man selv skal kræve sin ret – retten til i familien at dele pligter og rettigheder. Videre at insistere på ”at blive set”. Dette er fortsat en akilleshæl for mange kvinder – og når man så som kvinde bliver set – så er det kun meget sjældent med et ukønnet blik. Da min karriere i det private erhvervsliv for alvor var ved at tage fat var jeg fortsat i 20-erne, og fra halvgamle finansmænd manglede der ikke hints omkring både hvordan mit køn nok havde været i spil på vejen op ad karrierestigen - og at jeg skulle passe på at jeg ikke bare var en ”pauseklovn” mv. Man får ikke automatisk som fortjent og halvgamle karrieremænd hviler ikke nødvendigvis i sig selv.

Jeg kan i øvrigt huske reaktionen da jeg stoppede mit karrierejob i 2005 og forkyndte at jeg nu ville arbejde med kunst. Der var selvfølgelig nogle enkelte som var fulde af beundring – men de fleste i mine omgivelser udtrykte vantro og tegn på latterliggørelse. Hvilke tanker er det der fremprovokerer denne latterliggørelse? Jeg får selv billeder på nethinden: 40års krise – hun kunne ikke klare mosten i erhvervslivet - hun sidder ved køkkenbordet og binder tørrede blomster og maler med hobby farver……. Det er et patetisk billede! Får man de samme billeder i hovedet når en mandlig 40-årig kollega vælger at forlade sit karrierejob til fordel for kunsten? Hvordan er din spontane forestilling om ”den store billedkunstner”?

Jeg har virkelig været nødt til at kigge indad de seneste 5 år. Det manglende mod til at tale om egne meritter og egne fortræffeligheder er og bliver en taberstrategi – i særdeleshed i kunstens verden. Jeg har i øvrigt erfaret at kvinder tit – trods de myter der findes om det modsatte – er meget praktiske og økonomiske. De ved nøjagtig hvor mange lærreder der går i højden og bredden i deres bil. Jeg har sjældent set nogen få en Ford Fiesta til at rumme så meget som mine kvindelige kollegaer kan – men det bliver der måske ikke stor kunst af?

Der er for øvrigt lavet undersøgelser i år der viser at det fortsat er kunstnermændene der løber med de fleste af de penge, museer og fonde anvender på køb af kunst – næppe fordi de er væsentlig mere kompetente.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at mit kunstkald – det føles vitterligt som et kald - er som slangen der bliver fodret med sin egen hale. Jeg ville helst have været fri for alle de begrædelige erfaringer med ikke at blive ”set”, ikke at være ligeværdig med mine jævnaldrende mandlige kolleger, at min tid og mine behov aldrig har været ligeså ”vigtige” som min mands etc. Det er dog summen af alle disse erfaringer og følelser som avler mine billedfortællinger – min kunst.

Kommende udstillinger:

Roskilde Kunstforening har i år udvalgt Tale Øksendal til at levere det kunstværk som indgår i Nordeas Erhvervspris i Roskilde. Fra den 25. november bliver dette værk tilgængeligt for offentligheden som en del af hendes udstilling i Karnappen i Palæfløjen. Der afholdes fernisering fra kl. 17.00 den 25. november i Kunsthuset Palæfløjen i Roskilde. Udstillingen varer til og med 11. december.

For mere info – se Tale Øksendal på FB.

Hjemmeside: www.taleoksendal.dk

fb: Tale Øksendal

Instagram: @taleoksendal

Herunder: Venter på drømmeprinsen




















  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post41

Rasmus Bjørn

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Sun, October 30, 2016 13:03:33


Maleren RASMUS BJØRN i ”5 hurtige til kunsten” – læs om hvordan tabet af mor, far og søster har påvirket hans liv og kunst og bragt melankolien ind i malerierne.

1. Hvordan er din vej ind i kunsten? Hvorfor blev du kunstner?

Kunsten har altid spillet en hovedrolle i mit liv. Min far var billedkunstner og som barn faldt jeg i søvn under sofabordet når kunstnervennerne sad og fandt nye løsninger på gamle spørgsmål. Jeg var altid i gang med at bygge ting og tegne, trykke og male. Så det var naturligt for mig at søge ind på kunstakademiet.

2. Du har to udtryk: Dine malerier og det mere streetart-agtige. Hvorfor det?

Måske skyldes det personlighedsspaltning. Jeg malede graffiti i 80'erne og lavede streetart i de første år efter akademiet. Så skete der en masse personlige forhold der gjorde at min kunst ændrede sig. Jeg mistede først min mor, så min søster og sidst min far til kræften. Det var så voldsomt at stå alene og jeg havde behov for at søge nye veje. Sådan opstod naturmalerierne. For halvandet år siden fik jeg selv kræft. Efter at jeg er kommet igennem og rask ud på den anden side, er de to forløb ved at samle sig og blive til et nyt udtryk. Det optager mig lige nu og det er voldsomt spændende at være i værkstedet for tiden. Det forvirrer mine gallerister, men jeg ved at det bliver rigtig spændende når det hele samler sig.


3. Hvad vil du gerne udtrykke med dine malerier?

Jeg ønsker ikke at formidle et egentligt budskab. Men mine værker kredser om det ensomme menneske. Alene eller blandt mennesker i den nordiske natur eller byrummet.

4. Dine farver kan virke feminine, lyse og pastelagtige… Hvad beskriver farveholdningen?

Farvevalget er styret af den stemning jeg søger når jeg maler. Mine værker besidder som oftest en melankoli og farverne vælger jeg for at understøtte mine motiver.


5. Hvad er det bedste råd du nogensinde har fået som kunstner?

Jeg har fået mange råd og gode ideer fra folk og fæ. Noget tager man med sig, andet glider ud. Én sagde at hvis du kan lade være med at lave kunst så gør det. Det er den hårdeste vej du kan gå. Erik A. Frandsen sagde engang til mig: Fem procent er talent, resten er hårdt arbejde.


Rasmus Bjørn kan følges på Instagram @rasbjorn



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post40

Ingerlise Vikne

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Sun, October 30, 2016 12:57:46

At falde i staver… at sidde og glo…

Ifølge maleren INGERLISE VIKNE (no) nærer det indadvendte menneske sig selv. Og derfor skal det have pauser og ro. Selv har hun til dels meldt sig ud af uroen – her på Facebook f.eks. Lige nu er hun udstillingsaktuel i galleri V58 i Aarhus.

Mød hende og hendes tankevækkende billeder i dette interview:

1.Hvorfor blev du kunstner?

Det har jeg aldri tenkt på, det er bare ble sånn! Jeg elsker mitt arbeide.

2. Første gang jeg mødte dig reagerede jeg nok som de fleste på dine billeder: Jeg så lidt uhyggelige, ulykkelige, melankolske børn. I samtalen med dig gik det op for mig at dit ærinde er et helt andet, så: Hvad vil du gerne opnå med din kunst? Hos dit publikum - og i dit eget liv?

Det er en reaktion jeg titt møter, beskueren konkluderer hurtigt med at vurdere mine ”character´s” (mine små mennesker) som triste. I mine øyne og i min historie, som maleriet jo er, opplever de en stille form for glede, et sted som krever ro og fordypelse til at nå inn til et sted hvor øynene smelter og du opplever en annen form for bevissthet. Et sted hvor der ikke er noen krav eller forventninger, et stille sted hvor du har dine sanser vendt inn mot deg selv, et sted hvor man restituerer. I denne form for besvissthet, avslappes ansiksmusklaturen, det er det naturlige ansikt som da fremstår. Vi har glemt hvordan det naturlige ansikt fremstår, fordi mange i dag presenterer og fremstår i sosiale medier, med smil på leppen, det er slik vi helst vil oppfattes. Tenk et kort øyeblikk på hvordan du selv ser ut i et uoppmerksomt øyeblikk, eller når du sover. Man er IKKE trist fordi man ikke smiler… mine ”characters” har et rikt indre liv J Lykke eller glede er ikke alltid frembrusende og høyrøstet.

Med mine malerier vil jeg minne oss alle om at der finnes en form for ”stille glede” indeni, hvis vi bare tar oss tid til og finne det, man behøver nødvendigvis ikke reise (fysisk) langt bort for at finne ro!

Som barn var jeg meget alene i naturen i Norge, og hadde en spennende barndom med mange indre reiser, i dagens samfunn var jeg nok blitt sendt til skolepsykologen, hurra for gamle dager J.

Jeg ønsker for beskueren at ta dem med på en liten stemmningsreise, hvor man etter reisen bliver satt av et annet sted, enn der hvor vi startet, kansje der hvor din egen historie begynner.

Kunst skal nå lengre enn til selve øye. Som utgangspunkt synes jeg at et maleri har lykkes hvis det igangsetter en undren /refleksion.

Jeg har det sånn personlig med de fleste ting, mennesker, litteratur, musik, og alle former for kunst, hvis ikke man undres, så dør man jo!



3. Du citeres flere steder for at være "stået af" den moderne kommunikation og tidsåndens krav om at være "på". Hvordan lever du dit liv? Hvordan er din arbejdsdag?

Mitt verksted ligger langt ute på Djursland hvor jeg oppholder meg det meste av tiden. Verkstedet ligger midt i naturen høyt til loftet inne og ute J. Som nordmann føler jeg hele tiden at jeg befinner meg på toppen av fjellet fordi jeg kan se så langt, Danmark er jo fantastisk. Jeg er født og oppvokset i Vestnorge, tett på fjell og ved inngangen til Hardangevidda, så naturen er en sterk faktor i hele mitt liv J.

De gallerier som representer meg er heldigvis på alle sosiale medier, så det er jeg fri for, jeg har min telefon, det er rikelig. Fjernsyn har jeg ikke haft i mange år, så det betyder at jeg leser en del J. Jeg får tid til og fordype meg i det, jeg har bruk for, og ikke det andre mener jeg har bruk for!



4. Det indadvendte menneske, som du oftest skildrer i barneansigter eller dukker, hvad er det, det kan, som udadvendte ikke kan? (Og hvorfor maler du aldrig voksne?)

Det inadvendte menneske nærer seg selv.

Mitt fortrukne tema på lerredet har alltid vært det samme, men jeg utvikler meg, heldigvis, feiler og lærer hele tiden, det er noen ganger ”eldre” characters oppstår, andre ganger kun ansikter for så igjen og vende tilbake til den hele kropp, med hender og føtter. Eller det kan også være dukkelignende characterer .

Det som er det vesentlige for meg er stemmningen i maleriet. Barneansikter har dette umiddelbare åpne ansikt, som jeg ikke kan slippe. Barn har fyllt meget i mitt eget liv, også fordi jeg ble gravid med min datter da jeg var 15 år. Senere kom der to barn mereJ


5. Kan du sige lidt om pointen med figur og grund i dine billeder? (Samme farvetone - samme intensitet). Har du nogle kunstneriske forbilleder?

Som sagt er stemmningen det avgjørende for meg. Fargene er en del av det, samt at jeg som maler nok er litt fargeforskrekket, jeg kan ikke med rene klare farger, bokstavelig talt, jeg får kvalme. Alle mine farger blander jeg selv, men jeg skriver ikke blandingsforholdene ned noen steder, det er meget intuitivt, så enkelte ganger kan jeg ikke ramme samme farvetonen, selv om jeg forsøker!

Støvede farger ,uklare farger er en del av den undren, og mystikken på canvasen. Noen kaller det triste farger, men det passer meg fint, så setter jeg meg litt i motvekt til alle de som foretrekker ”glade farger”.

Det er meget sjelden at figurene på lerredet fremstår med rekvisitter som vi kan gjenkjenne.

Dette er bevisst, fordi de ikke skal settes i forhold til noe, de skal ikke associeres med noe, de skal bare være, som de er!

Kunstneriske forbilder, har fra første øyeblik vært den finske maler Helena Scherfbek (1862-1946) - hun maler poesi .

Den franske maler Jean Rustin (1928-2013)

Den nulevnede sydafrikanske maler Marlene Dumas.

Jeg kan nevne mange, men hovedsakelig disse tre fantastiske malere er mine kunstneriske forbilder , hvis man kan si det sånn.




6. Hvad er dine ambitioner og drømme rent kunstnerisk? Hvor vil du gerne bevæge dig hen?

Jeg har vært så heldig og møte mennesker som tror på det jeg lager og som også kan formidle det videre, for meg er et godt samarbeide med galleristen meget av betydning.

Stille og rolig beveger jeg meg dit hen hvor jeg gjerne vil være. Jeg er glad, jeg utvikler meg stadig innenfor mine rammer fordi der alltid er nye ting som skal undersøkes.

I dag er jeg så heldig ved og være representert på et av Danmarks flotteste gallerier, nemlig Galleri V58 i Århus.

Tidligere utstillinger i Norge, Tyskland, Spania, Scotland.

Mine ambisjoner er og få lov til og være representert med soloutstillinger annet hvert år, i inn og utland, og der er jeg nuJ Har nettopp vært i Barcelona, og åpnet en liten utstilling der, så nå må vi se hva som skjer. Stor interesse på Artist talk i Barcelona (dog på engelsk) og fra spansk presse.

Ut over det som skjer nå, er det akkurat kommet en bok, på det danske marked, som omhandler sensitivitet og kreativitet, der har jeg skrevet et ”pausekapitel” og bidraget med illustrasjoner. Tidligere har jeg illustrert ved utgivede diktsamlinger.

Jeg har funnet min lekeplass og der bliver jeg trofast med mitt fortrukne emne på lerredetJ


”STORYTELLERS” soloutstilling på Galleri V58 - Århus frem til 5 nov. 2016

ARTIST-TALK på Galleri V58, hvor jeg forteller om mine malerier. Torsdag 13.okt kl 1900-2000, gratis, husk tilmelding til galleriet.

www.vikne.com

Som det fremgår af interviewet kan du IKKE følge hende på Facebook og Instagram etc.



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post39
« PreviousNext »