coboboblog

coboboblog

Rasmus Albertsen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Wed, September 20, 2017 14:10:34


KUNST SKAL RAMME DIG I BOLLERNE!

Læs her et skønt interview med kunstneren RASMUS ALBERTSEN fra Aalborg, som jeg spår en stor fremtid! Han hader fortænkt teoretisk kunst, maler fordi han keder sig og er – måske – uden selv at vide det, en del af en ny, ekspressionistisk stil i malerkunsten, hvor man giver fuck i regler og akademisk tradition og bare maler løs.

Fra på lørdag – 23/9 – er han en del af Galerie Wolfsens 25 års jubilæumsudstilling ”Cirkus Wolfsen” i Aalborg.

Han er uddannet på Umeå Academy of Fine Arts i Sverige i 2010 og har været omkring forskellige kunstneriske udtryk før sit nuværende: Oliemalerier på lærred eller plade.

1.Når jeg ser dine billeder tænker jeg umiddelbarhed, en casual, rå malemåde og et syret univers. Hvad siger du til det? Og hvis du er enig, hvorfor er det så blevet sådan for dig? (Dine værker er sådan lidt: No Bullshit agtige…)

Sandt nok, det er jeg enig i. For eksempel maler jeg med spartel - jeg orker ikke at holde styr på pensler og gå og skylle dem og gå op i den slags. Det skal bare køre derudaf uden for meget besvær. Jeg er meget utålmodig. Ofte laver jeg et maleri på en dag. Derefter kan jeg gå i flere dage uden at få lavet noget, men dog stadig tænke over hvad det næste skal være.

2. Dine billeder er befolket af FUGLE - men i ambivalente positurer og ofte forvrængede kroppe, ulækre og uhyggelige måske. Hvad forbinder du med fuglene, og er du selv et ambivalent mørke/lys menneske - mellem melankoli/uhygge og humor/uhøjtidelighed? Hvad er det, ambivalensen og det mørke kan?

Jeg forbinder fugle med frihed. Og ja, den analyse er nok meget godt ramt - det er jo lettere skræmmende at du kan læse det ud af dem, men måske er det ret tydeligt… Det er lidt som når en person der er tæt på mig bedre forstår det malerierne handler om end jeg gør og jeg tænker “nåe ja” når personen analyserer dem… Altså jeg er nok gennemsyret af en ambivalens overfor det meste og forstår f.eks. ikke dem som har en klar mening om alt. Jeg har (nok) et ret relativistisk livssyn og brækker mig over tendensen med at kunst skal være så teoretisk - men den tendens er efterhånden lidt passé tror jeg. Man kan jo håbe. Aner ikke hvad den ambivalens kan som sådan… men det er jo cool at man kan se min person i det jeg laver og det ikke bare er noget sterilt overtænkt teori-kunst.


3. Kan du fortælle lidt om din baggrund? Opvækst - at vælge at blive kunstner/hvorfor du blev det? Hvorfor er du uddannet i Sverige? Og hvordan former livet som kunstner sig for dig i dag?

Jeg voksede op i en lille by udenfor Aalborg, hvor jeg aldrig følte jeg passede ind. På et tidspunkt blev jeg nysgerrig på samtidskunst… jeg kan huske jeg var på biblioteket og fandt en bog hvor Gilbert & George havde et værk på forsiden og jeg tænkte ”what the fuck??”! Men jeg blev bare mere og mere fascineret af det og har aldrig sluppet den følelse. Så begyndte jeg at forsøge selv, og kom på Kunsthøjskolen på Ærø hvilket var fuldstændig mindblowing.

Da jeg søgte på akademiet VILLE jeg ind, derfor søgte jeg i hele Skandinavien og så endte jeg i Sverige.

4. Det er jo helt nærliggende at tænke Naebleroed når man ser dine værker… Er du inspireret af ham? Irriterende at blive sammenlignet med ham? Kender I hinanden?

Åhh haha… ja den har jeg hørt før, og ja det er irriterende (men også cool nok fordi jeg synes han laver fede ting) Jeg lærte først hans kunst at kende relativt for nylig, og jeg kan godt se nogle ligheder. Jeg kender ham ikke personligt nej. Det er vel det der med at man næsten altid bliver en del af en tendens i den tid man er i … men håber man er Van Gogh-unik og original. Det er nok svært at undgå.


5. Jeg tænker også på en bølge af ny-ekspressionistisk, naivistisk præget kunst, når jeg ser dine ting. F.eks. Dan Schein, Todd Bienvenu, Ellison Shaune og yngre kunstnere på akademiet lige nu. Kender du dem? Eller stilen? Kunne godt tænke mig at høre din mening om hvorfor en forholdsvis naiv, lidt barnlig og fandenivoldsk stil vinder frem i disse år.

Kender dem kun fordi jeg lige har googlet dem. Det er først nu hvor du gør mig opmærksom på det at jeg tænker - ja den bølge er jeg nok en del af. Så ja - igen - med det relative, fedt at være en del af noget nyt, samtidigt som jeg troede jeg var helt unik! Haha… Jeg tror den stil vinder frem som reaktion mod alt den fortænkte højtragende kunst der har været fremme. Hvorfor skal jeg have en doktorgrad i filosofi for at forstå dit værk med en mursten du har lagt på en 3D-printet symaskine? Jeg synes det er en arrogant og nærmest latterlig indstilling til kunst - kunst skal ramme dig i bollerne!

5. Hvad vil du gerne opnå med din kunst? Hvad drømmer du om? Har du en mission/agenda? Hvad synes du generelt kunstens rolle i samfundet bør/skal være? Hvad synes du om kunstverdenen lige nu?

Jeg maler fordi jeg keder mig gudsjammerligt her i livet. Så det jeg vil opnå er ikke at kede mig og det går meget fint. For et stykke tid siden hørte jeg én sige at det mest sandsynlige formål med livet er at lave kunst, hvilket jeg er enig i (det kræver nok en længere forklaring, men det må blive en anden gang). Sådan som samfundet er indrettet synes jeg kunsten har en underlig rolle - i forhold til at jeg lægger alt hvad jeg har på et stykke lærred som så bliver solgt for x beløb til at hænge på en væg et sted. Men jeg skal have noget at leve af, så… Men ja, jeg har ingen løsninger på det, eller noget andet for den sags skyld.

6. Sluttelig: Hvem beundrer du? Kunstneriske forbilleder? Indflydelser på dit eget…? Du har værksted sammen med Tommas Jørgensen… Influerer I på hinanden? (Han maler jo mildt sagt helt anderledes…)

Jeg synes John Kørner og Tal R er gode. Så er der også en som Henry Darger, og andre “outsider” kunstnere - Ovartaci for eksempel.

Ja, jeg deler atelier med Tommas Jørgensen, han er jo en teknisk mester og jeg spørger ham af og til til råds. Men ja det er jo fuldstændig vidt forskellige stilarter. Jeg har sådan en indstilling at hvis man har lyst til et eller andet så er det bare med at komme igang… så lærer man det hen ad vejen. Jeg er glad for de råd Tommas giver, men vi blander os ikke så meget i hinandens arbejde.

Rasmus Albertsen er repræsenteret hos Galerie Wolfsen i Aalborg og som nævnt aktuel fra på lørdag 23/9 i jubilæumsudstillingen ”Cirkus Wolfsen”.


facebook.com/albertsenrasmus

Instagram @rasmusalbertsen



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post55

Frodo Mikkelsen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Tue, August 29, 2017 14:13:24


Mød multikunstneren FRODO MIKKELSEN – ham med kranier i guld, mexicanske ryttere og stærke farver i en enkel, street- og tag-inspireret stil.

Frodo er oprindelig graffitimaler og arbejder i dag primært med skulptur, maleri og grafik. Han er repræsenteret på adskillige nationale og internationale museer (f.eks. Aros og Metropolitan Museum of Art i New York) - fungerer af og til som kurator og er i det hele taget en driftig mand med mange udtryksformer og et imponerende udstillings-cv.

Han er helt sin egen – meget genkendelig som Frodo med sine Tags – og fra på lørdag kan han ses i gruppeudstillingen ”Sweet Darkness” i Ros Gallery.



Jeg var nysgerrig på nogle ting i forbindelse med Frodos univers – her kan du læse hans svar:

1. På lørdag åbner udstillingen ”Sweet Darkness” hvor du sammen med 3 andre kunstnere udstiller værker. Hvad handler udstillingen om? Hvad skal vi se?

Jeg aftalte med galleriet, at jeg i samarbejde med dem skulle finde en lille flok kunstnere til en gruppeudstilling. Det blev til: Fie Norsker, Morten Hemmingsen Sørup, Jacob Dahlstrup Jensen og mig selv.
Udstillingen hedder ”Sweet Darkness” og med den vil vi prøve at vise vores tanker om et tema som alle har et forhold til på godt og ondt, mørket!
Så der vil være alt fra kranier og døds-temaer, til stemningsbilleder der tager os tilbage, til barndommen…

2. I dine meget farvestærke malerier har du for tiden mange westernagtige ryttere i sam- og modspil med dyr – hvad handler det om? Hvori ligger din fascination af ryttere? Og hvad med dine stærke, ofte brændte farver?

Jeg startede med at bruge rytteren/ cowboy`en til at opbygge en historie hvor jeg var rytteren, the lonely rider…
Det gør jeg stadig, sætter mig selv ind i en historie. Efterhånden er rytteren blevet en af mine mange figurer/ tags som jeg gentager igen og igen, folk skal ikke være i tvivl om at det er et Frodo billede de kigger på…

Og jeg elsker farver og det er kun blevet forstærket af rejser til Indien og Mexico (Det er også her Kranie historierne kommer fra) Er pt. i gang med en fotobog der handler om farver, hverdagens farver, dem man ikke lige ser, men som er over alt.! Beautiful Ugly Colors – Den udkommer til efteråret - så ja, ELSKER alle farver…


3. Kranierne! Du skaber dem i guld, sølv og keramik – og de er i dine malerier osv. Hvad udtrykker de for dig? (Skulls er jo også meget moderne for tiden i mode og interiør… men jeg ser dig ikke rigtig som en del af dette).

Kranie-moden kommer og går, jeg har nu altid været fascineret af dem. Det startede helt tilbage da jeg var barn, senere var det den mexicanske kranie kultur, de dødes dag, der gjorde indtryk… De barnlige kranier (sukker-kranier) og igen farverne! Med tiden er kranierne blevet et tag, lige som rytterne er det. Nu er det mere formen der er vigtig og ikke det at det er drengerøvs sejt…
Syntes egentligt også stadig at det er fantastisk, at lige meget hvor sur du er gennem livet, så smiler vi alle i døden…



4. Når nu du oprindelig er normbrydende, fandenivoldsk graffitimaler er det nærliggende at spørge, om du stadig er det? Vil du noget af det samme? Provokere og overraske…

Jeg maler faktisk stadig graffiti, men holder disse to ”karrierer” adskilt, selv om jeg nok ikke kan skjule det i mine værker. Det grafiske udtryk og mit projekt med de genkendelige tags… er nok ikke så fandenivoldsk længere, men jeg arbejder stadig med temaer som nogen ser som stødende/ provokerende / morbide osv. – som feks. døden, miljøet og måden vi behandler hinanden på. Især mit døds/ kranie tema har det med at støde folk, men sælger jo ok godt, så helt galt kan det jo ikke være J



5. Hvad synes du kunstens opgave er? Hvad er meningen i det hele for dig?

Kunstens opgave… Hmmm… svært! For mig er kunsten et must og noget jeg ikke kan leve uden og som jeg ved jeg er god til, så for mig er kunstens opgave, at den holder mig i live og at det/ den har lært mig at se!! Overordnet må det vel være at samle folk, at starte en samtale, at forarge og at gøre folk glade. Kunsten har 1000 opgaver…



6. Har du nogle kunstneriske forbilleder? Er du fan af nogen?

Jeg har mange kunstneriske forbilleder, hvis jeg bare skal nævne et par stykker må det blive Henry Heerup og John Kørner, men er fan af virkelig mange og samler selv på kunst der stritter i mange retninger. Noget af det, jeg er gladest for i samlingen er blandt andet af de to førnævnte herrer men også værker af Tal R, David Shrigley, Fie Norsker og Alexander Tovborg betyder meget for mig….Har samlet på kunst siden mit første køb i start 90érne.


Frodo er ikke tilsluttet noget fast galleri pt. men har værker hos Jean-Francois Kaiser Gallerie i Strassburg og hos The Lodge Gallerie i New York.

Han arbejder pt. på nogle bestillingsopgaver, blandt andet et sølv kranie til Mocak (Museum of Contemporary art Krakow).


Frodo Mikkelsen er medlem af BKF og Danske Grafikere.

Se mere på www.frodomikkelsen.dk

Fernisering på gruppeudstillingen ”Sweet Darkness” i Ros Gallery på lørdag den 2/9 kl. 13-16.





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post54

Poul Brasch

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Tue, August 22, 2017 19:22:18

På besøg hos billedmageren POUL BRASCH

Poul Brasch kan godt lide at gå med hat – og han er så sandelig en mand med mange kasketter:
Han er oprindelig uddannet grafiker og reklametegner, har læst kunsthistorie, er skribent på Kunstavisen og arbejder selv kunstnerisk – billedmager er hans egen betegnelse – og så har han en stor kunstsamling, som du kan se smagsprøver på her i opslaget. I sandhed et interessant, mangefacetteret menneske at møde i hans lille, hyggelige og kunstproppede lejlighed i Valby.

Når jeg ønskede at interviewe Poul Brasch var det netop pgra mangfoldigheden i hans kunst-liv – og fordi han lige om lidt bliver 60 år og således har været med længe …

Jeg starter med at spørge ham hvad et langt liv med kunsten har lært ham?

”Jeg tror det er noget eksistentielt. Hvis du vil have noget ud, så er kunsten en god måde at gøre det på! Da jeg altid har tegnet og brugt det som udtryksmiddel ved jeg at det, for mig, har været en måde at holde mig i live på. Det har været mit talerør, og ét jeg brugte, når jeg selv var tavs. Det var en måde at få folk til at få øje på mig, fordi jeg ellers var så gennemsigtig, introvert og anonym, følte jeg. Få dem til at SE mig. Det var i hvert fald udgangspunktet – senere er jeg blevet nysgerrig på hvad andre kunstnere gør og kan.

Når jeg køber kunst køber jeg ”kunstnerens sjæl” – så den slags kunst, der taler til mig er i en eller anden grad eksistentiel – dermed være ikke sagt at al god kunst er det. Men det er den jeg føler stærkest for. Jeg skal kunne mærke kunstneren eller historien, skal kunne komme bagom … Folk, der bare kaster en spand maling på et lærred interesserer ikke mig. Det er simpelthen for nemt. Og det er nemt at blive til fals for rigtig megen showbiz i kunstverdenen, hvor man helst skal gøre noget outreret for at blive kendt. I dag skal man jo råbe rigtig højt for at blive set og hørt – alt er gjort og prøvet – så hvad skal man gøre for at bryde igennem? Det er vældig anstrengende synes jeg.

Og så er jeg er opvokset i et hjem med kunst – min far var grafiker – så jeg så masser af kunst i min opvækst og lærte at se på og forholde mig til billeder. Brasch-navnet borger jo langt tilbage for kunstneriske sjæle. Og dermed havde jeg interessen med fra barnsben, men også stærke ambitioner og forventninger, som har været svære at leve med.
Jeg gider ikke jagte succes, berømmelse og anerkendelse mere, engang ville jeg selvfølgelig gerne være berømt, men at kunne leve af at male ville for mig være stort i dag – og nok!
Det andet var for hård en kamp – ansporet af indre dæmoner.
Så det er vel kort hvad livet har lært mig om kunst ”.

Jeg tænker, at man må kunne spørge en kunstskribent om, hvad god kunst er. Et spørgsmål, jeg ellers ofte får meget vage svar på. Og ja, det kan Poul Brasch godt svare på:

”For mig handler det helt basalt om 3 ting:
- Teknik
- Kant
- Fortællingen skal fortsætte – efterlade mig på kanten, få mig til at gruble videre…

Kunst kan jo godt være dekoration. Og det er også i orden, hvis det er det, man vil have. Men for mig er kunst mest interessant når jeg kan stå og kigge på et værk, hvor det TEKNISKE er i orden, hvor jeg kan se at kunstneren kan sit håndværk og samtidig formår at give det KANT – kunstneren, emnet, skal træde ud og stå på afgrunden, der skal være et eller andet på færde i fortællingen – der skal være noget nerve.
Teknik uden kant er kedelig, hvor kant uden den store tekniske kunnen jo godt kan være spændende. I bund og grund er kant, fortællingen eller oplevelsen det vigtigste for mig i et værk, men jeg tænder især på teknik med kant – så billedet kan leve længe i mig og få mig til at tænke videre, når billedet er forladt.
Jeg skal kunne fornemme at kunstneren slipper mig dér på kanten, efterlader mig når han selv forlader billedet. Jeg skal kunne grunde videre. Det bedste billede er ”The Never Ending Story”.

Jeg spørger Poul Brasch hvilke nulevende danske kunstnere han sætter pris på:

”Jeg kalder dem helte – dem jeg godt kan lide.
Knud Odde og Michael Kvium – af de mere kendte, som også hænger på væggene i Pouls hjem.
Og så er jeg vild med Peter Max Jakobsen. Han ændrer sig hele tiden, og er teknisk dygtig med megen kant. Han har det hele. I samlingen er der allerede flere værker, og der kommer helt sikkert flere...

Peter Max-Jakobsen ovenfor

Jeg holder også rigtig meget af at følge Jesper Christiansen. Han er en meget intellektuel maler med en klassisk tilgang, og jeg elsker hans fordybelse – han forholder sig til ALT i sit billede, og jeg følger hans opdateringer på Facebook om kunst med fornøjelse. Jeg kan blive helt misundelig på hans tekniske kunnen og systemer, paletten, opkridtning af lærredet osv. Man kan gå på uendelig opdagelse i hans billeder.

Og så elsker jeg Edward Munch – men han er jo ikke dansk”.

Og dårlige kunstnere?
”Jeg vil ikke sætte navne på – ha ha… men jeg kan undre mig over at visse kunstnere bliver holdt oppe af systemet. Men for mig er en kunstner som f.eks. Tal R ikke interessant. Jeg oplever hans billeder som flade, tørre, naivistiske uden at jeg kan se hvad det er han vil fortælle. De klinger ikke. Men det er der jo heldigvis delte meninger om!”

Jeg spørger til Poul Brasch´s egen kunst:
”Hvis vi tager udgangspunkt i det, jeg maler på nu, som står fremme, så klasker jeg det hele til med de farver jeg har lyst til at arbejde med – og så er jeg jo uddannet tegner, så derefter tegner jeg et element, som jeg går og kigger på. Måske fortæller elementerne mig hvad de gerne vil – det bliver hurtigt historien i billedet, der tager over. I det aktuelle billede vi taler om med en mand og en kvinde tages temaet Kurmageri op.
De fleste af mine kvindefigurer er rødhårede, hvilket jeg har arvet efter Edward Munch – kvinden som den farlige, fyrige og seksuelle. Verdens hersker – som kan føde børnene. Ofte tænker jeg at mænd er nogle skvat, der lader kvinden bestemme alt for meget. Det er noget af det, der er på spil i det endnu ufærdige billede.
Der er ikke altid den store filosofi bag et billede, nogle gange er de bare billeder – en lille historie. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere teoretisk, tematisk med mine ting, men det har jeg pt ikke mulighed for, dels da jeg hver anden uge er psykiatrisk nattevagt på Sundholm (for Poul er også uddannet socialpædagog, red.), dels pgra pladsmangel. "

Jeg beder Poul om at vælge 4 værker fra sin samling, som han holder specielt meget af, og fortælle om hvorfor han har købt dem. Tag dig tid til at læse billedteksten ved hvert foto med hans begrundelse - det er interessant at høre bevæggrunde for at købe kunst hos en samler og kunstelsker som ham.
Herunder én af hans yndlingsbilleder af Jan Wessel.


Vi har uden besvær talt i over 3 timer, Poul er et menneske, der giver meget af sig selv, når man er på tomandshånd og det har været et givende og interessant møde med ham. En poetisk, vidende og til tider melankolsk sjæl i et hjem, der ånder af kunst og ægte, levet liv. OG en mand, der mere og mere sætter sin hat som han vil - i sin kunst og i livet.

Poul Brasch udstiller jævnligt, er tilknyttet et par gallerier og er medlem af det internationale "Finding Us". Og så kan du læse hans kunstanmeldelser i Kunstavisen.

Se mere på Poul-Brasch.dk









  • Comments(2)//www.cobobo.dk/#post53

Susanne Pedersen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Mon, August 21, 2017 19:35:25



Her kan du møde kunstneren SUSANNE PEDERSEN – uddannet fra Kunstakademiets Designskole i 80´erne, repræsenteret af Ros Gallery og bosat i Hvalsø. Hun har en række museumsudstillinger og censurerede udstillinger bag sig og arbejder i dag med både maleri og støbning af objekter. Jeg er især faldet for hendes lidt kaotiske, fragmenterede billeder og lægger derfor ud med at bede hende fortælle om nogle af sine værker.

1. Kan du fortælle om de tanker, der ligger bag værket? Hvordan er arbejdsprocessen i det? Hvad vil du kommunikere?

Susanne Pedersen vælger et af sine ”Hyldeværker”, billedet ”Farmors Facebook” (ses ovenfor) og værket ”Generationer”.

Titlen på hyldeværket er: ”Erindring 1, Erindring 2, Erindring 3.”

I mine værker med hylderne, er temaet erindring. Billederne er efterladt på hylden og udgør sammen med selve hylden et samlet værk. Omdrejningspunktet er vores måde at huske på. Hvordan husker og erindrer vi? I de malede billeder, som står på hylderne er motiverne fragmenterede med tomme mellemrum, for i mellemrummene at finde vejen til næste erindring. Vores hukommelse registrerer, at erindring ikke viser et klart og tydeligt billede, den er glimtvis. Samtidig undersøger jeg hvordan vi i generationer har sat billeder af vores kære frem til erindring i vores hjem.


I billedet ” Mormors Facebook ”, 58 x 56 cm, som jeg deltog med på KE 2014, undersøger jeg ligeledes hvordan vi efterlader billeder i vores hjem. Vi stiller dem på kommoden, sætter dem i album, og alle bliver de glemt i dobbelt betydning. Når de først står på chatollet, ser vi dem ikke mere efter et par måneder. Motivet er velkendt, men malemåden er ekspressiv, med en humoristisk titel og et tankevækkende budskab.

Mit Værk ”Generationer” består af 3 objekter, formet af 3 kvinder fra hver deres generation. De fortæller historien om forskellighed på en humoristisk måde. Objekterne er støbt i jesmonite, plastik og gips – og i sig selv er objekterne i virkelighedens verden små bakteriebomber, men jeg søger det smukke i det grimme, og ved at støbe dem i et andet materiale ophøjes de til noget smukt og vi ser dem med andre øjne.


2. At vælge livet som kunstner kan være en ensom og fattig vej at gå. Hvordan er den for dig? Og hvorfor valgte du denne vej i dit liv?

Jeg har altid søgt efter noget, uden at vide hvad det var. Når jeg cyklede på vej til skole, omgivet af marker, følte jeg, at der måtte være noget mere. Senere fandt jeg ud af hvad det var. Jeg fandt ud af at udtrykke mig som billedkunstner. Jeg var nok også betragteren i min familie og det fører tit til det at blive kunstner. Om jeg kan leve af det eller ej, så kan jeg ikke leve uden. At være billedkunstner er lige så vigtigt som at trække vejret, det kan man heller ikke leve uden. Jeg har på en måde 2 liv, det almindelige liv og det billedkunstneriske liv… Jeg arbejder med børn med specielle behov på nedsat tid, så jeg har økonomien på plads og jeg har kunstnerisk frihed til at lave det jeg finder interessant. Det at jeg arbejder med noget helt forskelligt i nogle af dagtimerne, gør at jeg er meget sulten på det billedkunstneriske, når jeg kommer hjem og går ind i Atelieret. Jeg tog en tekstil-design uddannelse med stoftryk som speciale, men blev optaget af det mere maleriske billedskabende udtryk og begyndte at male.

3. Hvad er det vigtigste for dig i din kunst? Hvad vil du gerne opnå? Og hvad skal kunsten i vores verden?


Det er vigtigt, at mine værker har en modtager og jeg går op i hvad andre kan få ud af mine værker. Beskueren skal kunne arbejde videre med dem. Jeg skal ikke fortælle hele historien, men der skal være plads til at den enkelte kan gå på opdagelse og det skal sætte noget i gang. Det vigtigste for en kunstner, mener jeg, er at sætte spørgsmålstegn ved ting. Det fantastiske ved at være kunstner er jo så, at jeg ikke er forpligtet til at løse problemstillingerne, som jeg sætter fokus på. Mine ambitioner går i en retning, hvor jeg tænker, at det ville være optimalt, hvis jeg kunne beskæftige mig med kunsten hele min vågne tilstand. Men så alligevel får jeg megen social kontakt med livet omkring mig på min arbejdsplads som socialarbejder, og den er også vigtig for min identitet/selvforståelse, for at jeg kan orientere mig i verden.

For mit eget vedkommende skal der være en optagethed som er mit drive til at lave værket. Jeg er optaget af indholdet. Undervejs i skabelsen af et værk, kommer man ud på steder, ind i rum, hvor man tror man ikke kan finde vej længere. Til gengæld bliver glæden, en slags eufori, så meget større, når det lykkes. Det er denne tilstand af velvære, oprigtighed, æstetik, skaberglæde, som er det hele værd. Noget som er større end mig selv.

For tiden arbejder Susanne Pedersen med udsmykningsopgave til en børneinstitution i Roskilde, hvor hun skal tage udgangspunkt i deres værdiord.

Susanne Pedersen er medlem af Billedkunstnernes Forbund, BKF.

Medlem af Masnedø Sommerudstilling

Hjemmeside www.susannepedersen.dk

Repræsenteret hos ROS Gallery i Roskilde, www.ros-gallery.dk



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post52

Emil Monty Freddie

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Mon, August 21, 2017 19:16:29

VEND KAMERAET DEN ANDEN VEJ!


For fotografen Emil Monty Freddie handler tilværelsen om at se andre mennesker, verden omkring os, naturen – og ikke om at selfie os selv konstant. Vi bliver ikke lykkelige af likes fordi vi poster lykkelige selfies, de forvrænger selvbilledet og tager vort fokus væk fra andre mennesker og ikke mindst AT SE VERDEN!

For nylig så jeg en udstilling hos Birch Copenhagen af Montys blomsterbilleder, og fascineredes af hans belysning, beskæring og enkelhed. Nu har jeg interviewet ham om hans arbejde og igangværende projekt: Håndbogen.

Emil Monty Freddie er oldebarn af surrealisten Wilhelm Freddie og hans farfar var modefotografen Jørn Freddie. Således ligger dét, at se verden i billeder, næsten i blodet. Han arbejder indenfor flere genrer: Mode, portrætter, interiør, reklamer og så også kunstfotografiet. Han har ikke lyst til at være tro mod én genre, vil ikke sættes i bås, men vil favne bredt – så længe man kan se, at der er tale om et Monty-billede. For ham handler det om at bruge sin klassiske fotografuddannelses grundviden – at kunne sit håndværk. Monty fotograferer en blomst eller en hånd, som var det et menneske. Det er essensen, skønheden i det enkelte objekt der interesserer ham.

1. Har du et mantra som fotograf?

Monty svarer at et Buzzword i hvert fald er ENKELHED. Simplicity. Hans fotos er ofte på en sort baggrund med et meget enkelt motiv – han kan lide at fotografere det, folk kan forstå. At have en naiv tilgang – til motivet, og den komplicerede, lobbyistiske kunstverden han er ved at blive en del af. Først og fremmest at forholde sig til menneskene. Et andet Buzzword kunne være YDMYGHED. Ikke at jorde nogen på sin vej op – at behandle alle ordentligt, at leve efter sine værdier og værdsætte menneskelige fællesskaber. At give andre plads og ikke albue sig mod toppen!

2. En håndbog…

I 5 år har Monty fotograferet HÆNDER – fotos, der skal ende op i en HÅNDBOG og en udstilling i 2018. Han har fotograferet alle mulige hænder, kendte som ukendte, men kun hænderne – og hænderne handler om menneskene bag og deres arbejde, deres håndværk – billedbehandling har i projektet været forbudt, fotoet skal afspejle Montys fotografiske håndværk – og de portrætteredes håndværk, gerne mens de arbejder. Historierne bag de enkelte hænder kommer med i bogen – og Montys oplevelse undervejs med alle disse mennesker har været, at også noget er gået op for personerne selv, når de har siddet model.

F.eks. fortæller han om Søren Ryge: Da de havde gået rundt i haven og snakket og fotograferet sætter de sig og Ryge tænder sin pibe – og lidt efter siger han så: ”Dette er MIG”! At sidde med piben var den egentlige Søren Ryge – og her kom de gode billeder – af hans hænder

3. Et godt fotografi…

For Monty skal et godt fotografi altid fortælle en historie – og det er her, han tilføjer at vi skal se at få vendt kameraet den anden vej: Væk fra os selv og ud i verden, fotografere det, vi oplever og ser og ikke os selv og vores selvfedme.

Faktisk er det kunstnerens opgave: At pege udad. Ikke indad på sig selv – men udad – på verden. Vise det, han ser og oplever, via sin specielle vinkel. Den måde kunstneren ser verden på skal han kunne formidle i sit værk – ikke sig selv.

Vi bør alle kigge på noget helt andet end os selv og vores eget liv. Måske endda kigge indad, uden at tage fotos af det! Post mindre – vær mere til stede

4. At tænke i billeder…

Monty tænker især i lys på sin vej gennem verden som fotograf – men ja, han tænker næsten altid i billeder. Nogle gange stopper han dog op og fordyber sig i en oplevelse og indser, at det aldrig vil kunne retfærdiggøres at tage et billede af situationen – de 2 minutter solnedgangen varer skal han se, mærke og opleve – uden at nå at tage det perfekte billede af den.

Men på den anden side er det, at se verden gennem et kamera også en gave: Man ser mere og er mere opmærksom på sin omverden og livet omkring sig når man tænker i billeder.

Det at være fotograf er både at vælge at tage et billede – og at lade være!

Emil Monty Freddie har atelier på Bispevej 29 i Nordvest og siger, at der altid er åbent atelier og kaffe på kanden. Han kan godt lide at få besøg.


Se mere på: montygraf.dk

Instagram: montygraf

Facebook: fotograf Emil Monty Freddie



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post51

Michael Vincent Manalo

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Mon, August 21, 2017 19:09:07



This is the debut of coboboblog in English: An interview with the Taiwan-based visual artist MICHAEL VINCENT MANALO – prior to his solo-show ´The Convergence of Realities´ at Ros Gallery in Roskilde – opening on Saturday 24/6.

(Please note that none of us speak English as our mother tongue)

Michael, 30, and I met in the Gallery to talk about his technique, his interest in human memories and universal, global emotions, and his personal search for enlightenment.

1. About the history and technique of Michaels photo-artwork: Back in 2009 he wanted an expensive digital camera, but had no money, meanwhile he started to use photoshop. When he got the camera, he realized that his photoshopping with his own photos was much more fun. Most of Michaels pictures are taken by himself – a real person or background, and then he starts making a lot of changes or sampling other pictures into his own. Photomanipulation is kind of being a DJ!

At the same time in 2008-9 the Art Market was beginning to show bigger interest in and accept of photo-artwork. His first big chance was in Manila at a big Art fair where his work was the only photo-manipulated pictures. This was a bit risky, because it was a new thing on the Asian market, still preferring paintings on canvas. But it was a success, and he decided to stop studying medicine ending up with a bachelor degree and start working fulltime with photo and installation-art.

AND he decided to live his life according to passion and not expectations and conform rules. Life is short, so why not live it according to own values. Michael thinks that the educational system constrains children´s minds with conform ideas, but he was occupied with free choice – alternative living, sustainability and individual lifestyle, instead of doctrines like: Earn money, get a wife, get a car etc. This life-philosophy is still important to him today.

2. About MEMORIES: Memories can seem familiar, and yet strange. Experienced memories can merge with imagined memories, and create a special kind of space inside of you.

“His work is inspired by the imagined memories of nostalgic and dream-like environments; his works documents their decline into post-apocalyptic, nightmarish creations”.

Our memories can be based on how we feel – in a special moment. If you´re sad, you will remember something more sad than on a happy day, remembering what you want to remember, with a specific emotional quality. And if your days are alike, you don´t create new memories – the memory of something will be an average of all these days. On the other side: If we experience a lot we will have lots of memories.

So you should try to make new memories every week he says!

Also, Michael is interested in these moments, when you become aware that this “now” will soon fade away into a memory – a sad and melancholic feeling.

Memory fascinates him – he also mentions deja-vu and predictions. What is a memory and what comes first? Memory is a kind of net – and the mind is very plastic when it comes to memories.

Finally, Michael points out that children can have memories or creepy dreams, that maybe origins from earlier lives – creating the frightening emotions we all know from our childhood. They may not know what they are saying when they tell us about their dreams, but it could be linked to their past – sewed together in the mind.

3. Michael´s work is showing the UNIVERSALITY of human emotions. Despite difference of culture we have the same basic feelings, everyone can relate to everyone. He likes to portrait people from behind, so that they resemble everyone and nobody in specific. It gives his characters a mysterious touch, that makes us able to identify ourselves, experience and feel like them. We can connect with these people, because they are remembering or dreaming and not turning towards us in any active, involving manner.

4. To Michael it´s a new thing to talk about spirituality in this interview – and on this subject Michael does not feel home-safe yet – but it´s a very important aspect in his life and work right now: For the last two years Michael has followed an enlightened master in Taiwan, because he started to think about ENLIGHTENMENT as a way of growing as a person. It´s in a Buddhist tradition, where your goal is to get rid of good and bad karma so that you don´t need be reincarnated again. To Michael this means a way of living, that enables him to live in peace with himself – kind of Zen of the spirit - and pay respect to other human beings. If you live here on earth you always have to deal with both happiness and hell – with meditation life gets smoother and less stressful and you can do something about bad things with your attitude. In Taiwan children are often taken to fortunetellers to get their names – so there´s a kind of destiny-thinking in many people´s lives. In his master´s teaching Michael finds a way to deal with life, to influence the direction of his destiny and choose his karma.

And to Michael enlightenment is very much about accepting everyone for who they are! You tolerate who they are – also the more annoying persons! And you don´t judge them. Michael tells me that he used to be a much more tempered, kind of easily frustrated person; he believes that the enlightenment teaching has brought him a new attitude towards life in general. It has affected his mind and the way he sees things and perceive people.

I ask Michael if he thinks life is hard. Partly because of his Buddhist conviction, but also because of his artistic work, that shows so much melancholy. Michael answers that it´s more like he chooses to make that kind of work because he enjoys that melancholic feeling, especially when he´s alone – it´s not because of depression. He enjoys that melancholic state of mind, it balances your Self and life itself.

But yes – life is hard work! It´s precious to be a human being. According to Buddhism just very few souls reincarnate as humans. We have a good and last chance to find enlightenment. Michael does not want to come back to life – it´s hard work, so many decisions… And the only thing that scares him about death is the possibility of not being fully enlightened so that he has to come back again!

5. Before an opening the artist is often a bit nervous and excited: Will anybody come? Do they like my work? It is such a vulnerable situation. How does Michael want people to react on Saturday at the opening?

He would like them to have a new feeling – want them to get awakened – think of something else or get disturbed in their normal way of thinking. Or think at least!

And he would like you very much to come!

Michael Vincent Manalo – The Convergence of Realities – solo exhibition Ros Gallery

Opening Saturday 24/6 2017 at 13-16.



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post50

Morten Schelde

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Fri, June 16, 2017 10:43:06


MORTEN SCHELDE – en af samtidskunstens helt stærke profiler – udstiller pt ”New Paintings” hos Hans Alf Gallery.

Samtidig viser han en række smukke cyanotypier i blåtoner, som er et relativt nyt udtryk fra kunstneren.

Da jeg så udstillingen i går slog det mig når jeg stod overfor de store, farverige værker at her er den danske Daniel Richter (som for nylig kunne ses på Louisiana). En lighed i brugen af fluorescerende farver, tematik og figuration – og selve malemåden.

Da jeg gik fra galleriet skrev jeg lidt sammen med Morten Schelde, og det kom der et hurtigt ”Messenger”- interview ud af, da Morten var frisk på at svare på de ting jeg grundede over - og her er dugfriske tanker fra ham om udstillingen – indløbet kl. 23.30 i aftes:

”Du skriver at jeg kunne være ”en dansk Daniel Richter”, og hvad jeg synes om den sammenligning.

Det er da et kæmpe kompliment, for Richter er da klart én af dem jeg er begejstret for.

Hans arbejde udspringer af en lang tysk tradition, som jeg gennem mange år har været optaget af, så det er ikke tilfældigt at der er elementer i mine billeder, der kan minde om ham.”

1.Jeg kender dig mest tidligere fra dine tegninger i mere monokrome farver. Nu giver du den gas koloristisk. Er det et nyt kapitel – eller er jeg ikke opdateret?

Èn ting, jeg satte mig for er, at hvis jeg skal male, så må jeg for helvede da også male. Jeg har gjort mit bedste for at være så fri og åben som det er mig muligt. Ikke at lade mig begrænse på nogen måde, men give slip og hengive mig helt. Jeg synes jeg ser så meget maleri, hvor det er styret af begrænsninger. Det her er maleri uden indbygget undskyldning.

Mit arbejde med tegningen er gennemsyret af, at jeg arbejder med sådan et benspænd, nemlig den røde blyant. Den præciserer, når tegningerne fungerer, den fortælling, eller følelse jeg er ude efter. Men engang imellem er det fantastisk at slippe alle forbehold. Tegningen er tør, det er et langsomt præcisions- og tankearbejde. At arbejde med maleri minder for mig mere om sex, på den måde, at ja, well, for det første er der det taktile - det er åbenlyst vådt at arbejde med - men den følelse af, at jeg kan holde det i live med en slags sensualitet i måden jeg bliver ved at arbejde på. Måden strøgene lægges på. Ændringer. Jeg må hele tiden være opmærksom, lydhør overfor hvad der er det næste rigtige at gøre. Og så det, med at der hele tiden er 10.000 mulige træk. At arbejde all-over lærredet, i modsætning til min metode som tegner, hvor jeg typisk starter i den ene ende, og er færdig når jeg når nederste højre hjørne. Det er meget kropsligt for mig.

2. Vedr. oliemalerierne: Der er i hvert fald 3 tematiske tråde: Hunt, Giants og "hilsner" til andre kunstnere. (Udover dine mere kendte røde interiørbilleder). Hvad har du tænkt i forbindelse med disse temaer?

Jeg ved ikke hvad motiverne betyder, hvis de betyder noget. De er ofte en slags refleksioner af den verden jeg er i - jeg er en svamp eller en delvist ubevidst membran for verden, der passerer igennem mit sind, krop, sjæl. De store motiver - der er flere, hvor menneskefigurer ligesom kommer op og ud af landskabet, eller hænger sammen med landskabet, er skabt af landskabet måske. Trækker rødder i landskabet. Når jeg selv bevæger mig i et landskab, kan jeg med min opmærksomhed føle mig som ét med det. At det spejler en indre stemning, at det i øjeblikket er det samme som mig. Det hele er meget intuitivt båret. Malerierne har også deres egen natur, som skabes i en tradition, der både er historisk betinget og kunstig, konstrueret. Der er ikke andre regler end dem jeg selv vælger. Det er en langsom udvikling af mit eget sprog, som jeg hele tiden forsøger at udvide, og samtidig, i det enkelte billede, at udsige noget så præcist og komplekst som muligt. Alt på samme tid. I en personlig dialog med det, der går forud, mit eget univers, og motiver andre kunstnere har været over. Mennesker, landskaber, steder. Dyr, fantasifigurer. Ting, der opstår på lærredet. Det er en ny ting jeg har åbnet mig for gennem de sidste år - det, der opstår uden jeg forsøger at tænke det frem før det er der. De er fysiske erkendelser.

Mange af de små malerier er blevet til som en slags underbevidsthed for de store malerier. Det er jo nærmest i en surrealistisk tradition. Men det er på en helt konkret måde, de er opstået, med overskudsfarve fra de store, eller som små farveprøver, paletter der er malet videre på. Ligesom når man besøger en kunstner, og det eneste man egentlig synes om er paletterne. Dybest set handler udstillingen bare om maleri, og min måde at fortolke og brydes med konventionerne. Og det må også gerne være sjovt, som når der er hilsener til Monet eller andre. Men det må man selv gå på opdagelse i.

Jeg har arbejdet med maleri sideløbende med mine tegninger i en del år nu. Jeg malede meget i akademitiden, men på et tidspunkt gik jeg død i det. Jeg havde svært ved at finde noget, jeg syntes var mit eget sprog. Så begyndte jeg at tegne i store formater, og pludselig var jeg hjemme. I 10 år, kun tegning. Men hvis man kun bliver hjemme, rent kunstnerisk, dør man. Jeg gør i hvert fald. Så maleriet er en slags udebane, hvor jeg ikke kender resultatet på forhånd. Jeg havde længe gerne villet finde en farbar vej i maleriet, og anledningen kom i 2009, hvor jeg udsmykkede for Frederik og Mary på Amalienborg. Her valgte jeg kaste mig ud i maleri - en situation, hvor jeg havde alt at miste, fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle få et maleri til at matche mine tegninger i intensitet. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gribe det an. Det blev et meget kontrolleret maleri, men jeg er ved at lære at slappe af mens jeg maler. At give plads til pludselige indskydelser, at jeg kan gøre tingene på en anden måde end når jeg tegner. Det er et andet væsen.

3. Cyanotypierne - kan du kort forklare hvordan du gør? Og hvorfor du har fået lyst til at arbejde med dette udtryk?

Fotografierne, cyanotypierne, er et andet væsen igen. Jeg var for nogle år siden på tur med en fotograf, Hans Ole Madsen, der arbejder med pinholefotografi. Det var fascinerende at se ham slæbe rundt på sin store kasse af et fotoapparat i Wolfschanze i Østpolen, som vi var rejst til for at fotografere. Jeg spurgte om han ville undervise mig i teknikken, men det ville han sgu ikke. Prøv at arbejd med det digitalt, sagde han, for man skal virkelig være optændt af den hellige ild for at mestre den traditionelle metode. Det gjorde jeg så, udskiftede mit objektiv med kameraets dæksel, med et lille bitte hul i midten, som lyset spejler sig igennem, ind på sensoren. Det virkede rigtig godt. Jeg har fotograferet på den måde i nogle år nu. Det er fantastisk at man kan bruge det avancerede digitalkamera med en så primitiv, ur-agtig måde at lave fotografier på. Her på udstillingen har jeg så taget fotografierne tilbage til det analoge ved at fremkalde dem som cyanotypier. Man blander to kemiske komponenter med vand, smører opløsningen på papir eller lærred, og når den er tør, er den lysfølsom. Jeg har brugt solens lys som fotolampe. Så det er virkelig enkel alkymi.

Der er 24 små fotos på udstillingen, og to store på lærred, som er lavet uden negativ. Her har jeg brugt mig selv som skuespiller - jeg er troldmand, og jeg er “den hængte mand” på de to. De har et mystisk indhold, som kun kan forstås intuitivt. Men det er jo noget med indre forvandling. I de små billeder, som altså er mine bløde pinhole fotos, var jeg ude efter en stemning af tidløs sommer, som man husker den for 100 år siden, måske aldrig. Igen er der mennesker, børn, mænd og kvinder, og antydninger af billeder og steder man kan genkende og alligevel ikke.


”New Paintings” kan ses til 1/7 2017 – Cyanotypierne kan ses til i morgen 17/6.



  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post49

Simon Buch Petersen

5 hurtige til kunsten/KUNSTNERPosted by coboboblog Tue, June 13, 2017 13:53:13


SIMON BUCH PETERSEN bliver nogle gange kaldt en ung, fremadstormende kunstner. Det tænkte jeg vi måtte se nærmere på – også fordi hans stil ikke så ofte optræder her på bloggen.
Hans kunst er stærkt ekspressiv, delvist figurativ, farverig og lidt vild...

Simon Buch Petersen bor og arbejder i Malmø og er aktuel på en udstilling i Tokyo.
Jeg stillede ham nogle spørgsmål:

1. De første gange jeg har set dine billeder syntes jeg de var helt abstrakte - måske endda kaotiske. Nu virker det som om du bevæger dig i mere figurativ retning - maler mere struktur ind. Er det rigtigt?

- Jeg bevæger mig mellem det figurative, abstrakte (kaotiske) og det makabre, men for det meste starter mine værker abstrakte. Mine tidlige værker var nok mest kaotiske, men er bygget så hver enkelt streg holder hele maleriet på plads, som et stort puslespil der står på højkant og kan vælte hvert øjeblik. Det sker stadig at jeg vender tilbage til den stil, men arbejder p.t. med det figurative og makabre.

2. Din anarkistiske, punkæstetiske og rå malemåde tænker jeg afspejler dig selv. Er det sådan du ser dig selv som person?

- Jeg har måske lidt den her ”dont give a fuck”- attitude men det afspejler nok mest mit alter ego.

3. Du skriver på din hjemmeside om din kunst at du er optaget af filosofisk og eksistentiel tænkning og maler dine refleksioner herover - kan du uddybe dette lidt?

- Som mennesker har vi en pligt til at tænke over vores tilstedeværelse i forhold til os selv og andre.

- Mennesket er skabt til og skaber de mest fantastiske ting, men desværre også det modsatte, derfor afspejler jeg dette i mine værker og veksler mellem det figurative og det abstrakt makabre, og jeg lytter til hvad mit sind (min underbevidsthed) vil jeg skal male. Hver dag bliver vi bombarderet af nye indtryk fra de ting der foregår omkring os, det bruger jeg som inspiration i mine værker.

4. Hvem er dine kunstneriske forbilleder? Og hvem/hvad fik dig til at vælge denne vej?

- Kunstneriske forbilleder – jeg synes Tal R, Basquiat, Erik A Frandsen samt Street Art er super fedt og der sker en spændende udvikling indenfor denne stilart i disse år (og jeg snakker ikke om Bansky!)

Hvorfor jeg valgte kunst? Kunsten valgte mig, jeg følger bare med på rejsen!

5. Hvad er livet for dig? Det synes som om dine billeder er tæt på det levede, sansede liv. Måske dit eget liv? Hvordan ser du livet? Livet som kunstner?

- Livet er kaotisk og forvirrende, fyldt med smukke oplevelser og det modsatte, det samme gælder for kunsten! Begge dele kan være rigtig svært at holde styr på og få til at lykkes, men når det sker er begge dele fantastisk.


Aktuel udstilling: Art Olympia 2017, Japan, 2017

“Dear simon buch petersen,

We are very pleased to inform you that your file #535696: I HAVE NO HOME has been selected to participate in the final round of Art Olympia Competition 2017 in Tokyo.

We collected 1717 artworks from 1037 artists from 81 countries over the world.

link til ART OLYMPIA: http://artolympia.jp/?controller=TopNewsEnglish&action=index

https://www.instagram.com/simonbuchpetersen/

https://twitter.com/artbysimonbuch

http://simonbuchpetersen.com/





  • Comments(0)//www.cobobo.dk/#post48
Next »